Mobilselskabet Tjeep krakker: Kunders mobiler bliver lukket

Kunder i mobilselskabet Tjeep skal se sig om efter en anden udbyder. Selskabet indgiver konkursbegæring.

Teleselskabet Tjeep er gået konkurs. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Mobilselskabet Tjeep har indset, at kassen er tom. Selskabet indgiver konkursbegæring, oplyser Tjeep i en pressemeddelelse.

For kunderne betyder det, at de ikke længere kan bruge deres mobil til at ringe eller sms’e. Dog kan kunderne modtage opkald og sms’er lidt endnu. På mandag er det helt slut, oplyser Tjeep.

– Siden vores introduktion på det danske mobilmarked er kunderne strømmet ind, og konceptet med enkeltabonnementer til gode priser har været en stor succes.

– Desværre havde vores samarbejdspartnere store udfordringer med det tekniske setup som følge af manglende villighed fra vores konkurrenter, lyder det i meddelelsen.

Det fremgår ikke af meddelelsen, hvor mange kunder det forholdsvist nystartede selskab har, der på firmaets hjemmesider skriver således:

Vi har kæmpet en hård kamp som følge af de store problemer vores samarbejdspartnere påførte os ved opstarten. Det har gjort det svært at finde en rigtig investorer og derved gøre det muligt for tjeep at nå det fulde potentiale. Vi sætter pris jeres loyalitet og har været rigtig glade for det gode samarbejde med jer alle sammen.

 

/ritzau/

Powered by Labrador CMS