Murere risikerer at gå konkurs

Mens der generelt er fremgang i bygge- og anlægsbranchen, så er opsvinget ikke slået igennem hos murerne, hvor flere risikerer at gå konkurs. Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Fremgangen i bygge- og anlægsbranchen er ikke slået igennem hos murerne.

På trods af en forbedret indtjening pr. medarbejder, højere afkast og en bedre likviditet, er mange murervirksomheder fortsat i forhøjet risiko for at gå konkurs. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri og Deloitte.

– Selv om bygge- og anlægsbranchen generelt er i bredring, ser vi desværre stadig, at et betydeligt antal murervirksomheder kæmper for deres overlevelse. Dette på trods af, at resultatet pr. ansat er løftet, likviditeten er øget, og afkastet af den investerede kapital er gået frem, siger partner i Deloitte Thomas Frommelt i en pressemeddelelse.

Pæne afkast

Det gennemsnitlige resultat pr. ansat steg fra 39.000 kr. i 2013 til 46.000 kr. i 2014. Samtidig steg også det gennemsnitlige afkast af den investerede kapital.

– Murerbranchen har traditionelt formået at levere pæne afkast af den investerede kapital i forhold til den øvrige bygge- og anlægsbranche. Det skyldes primært, at murerfirmaer ikke har samme investeringsbehov i anlægsmateriel som eksempelvis entreprenører og betonvirksomheder, siger Thomas Frommelt.

15 pct i fare for konkurs

På trods af de generelt gode resultater er der stor spredning i branchen, mener Thomas Frommelt, der vurderer, at 15 pct. af virksomhederne er i fare for at gå konkurs:

– Fra regnskaberne kan vi se, at der er kommet større spredning mellem dem, der klarer sig godt, og dem, der har svært ved at skabe positive resultater. Særligt er de mindre murerfirmaer i farezonen, mens de store klarer sig bedst,” siger han.

23 pct. af murervirksomhederne har en likviditetsgrad under 1, dvs. at de har større kortfristede gældsforpligtelser, end de har omsætningsaktiver, der hurtigt kan realiseres.

Powered by Labrador CMS