Mystik om forsvundet milliardærfrue: Mand løsladt

En mand i 30'erne, der blev anholdt i sagen om den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen, er på fri fod igen.

Udgivet Opdateret

Politiet i Norge har lørdag eftermiddag løsladt den mand, der ifølge avisen VG blev anholdt torsdag aften i forbindelse med sagen om milliardærfruen Anne-Elisabeth Hagens forsvinden.

Politiet oplyser ikke meget om manden, der er i 30’erne.

Han er ifølge nyhedsbureauet NTB fortsat sigtet for drab eller medvirken til drab i sagen. Men han er løsladt, da politiet mener, at det ikke vil være til fare for efterforskningen.

– Der er gennemført flere afhøringer, det seneste lørdag eftermiddag, hvor manden har forklaret sig over for politiet. Han er løsladt, da politiet ikke anser, at det er en fare for bevisindsamlingen, siger politiet.

Har relation til Hagen

Fredag sagde politiet om den anholdte:

– Den anholdte mand har en relation til Tom Hagen. Han har it- og kryptovalutakompetencer.

Kryptovaluta har en vigtig rolle i sagen.

Den 70-årige rigmand Tom Hagen er gift med den forsvundne kvinde.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt den 31. oktober 2018 fra hjemmet i Lørenskog, en forstad til Norges hovedstad, Oslo.

Samme dag kontaktede Tom Hagen politiet. Det skete, da han kom hjem fra arbejde.

Formodede bortførsel

Politiet formodede i første omgang, at hun var blevet bortført, idet familien modtog et krav om løsesum på ni millioner euro i kryptovaluta. Siden har politiet ændret hypotese og mener, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt.

Aftenposten skrev torsdag, at politiet har en video af en bil, der kører til ægteparrets bolig, kort tid før hun forsvandt.

Denne video anses for at være central i efterforskningen.

Hagen fængslet – og løsladt

Onsdag den 29. april 2020 blev Tom Hagen varetægtsfængslet i fire uger. En afgørelse, der blev taget af Nedre Romerike tingrett.

Tom Hagen er sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt sporløst i oktober 2018.

Varetægtsfængslingen blev begrundet med, at den sigtede “har reel mulighed for at ødelægge eller fjerne beviser” eller “koordinere forklaringer med andre involverede”.

Mens der i kendelsen også stod, at Tingretten pegede på, at flere end Tom Hagen kunne være involveret i sagen.

Torsdag skulle Hagen så være blevet løsladt. Det besluttede landsretten.

Den afgørelse blev dog anket til højesteret, som fredag stadfæstede den afgørelse.

Nu er begge anholdte i sagen altså løsladt.

Tjekkede Hagens kloak

Tirsdag kom det frem, at norsk politi havde afspærret et område ved Hagens hjem og blandt andet placeret et hvidt telt over et kloakdæksel i hjemmets indkørsel. Ifølge VG skulle politiet lede efter spor nede i kloakken.

Tom Hagen blev for en uge tidligere sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen.

Siden anholdelsen i sidste uge har Hagens hjem været spærret af. De første tre dage var politiet indenfor med hunde for at sikre spor.

Sammen siden 1984

Tom Hagen og hans kone boede sammen i huset siden 1984. De har tre voksne børn.

Tom Hagen havde sidste år en nettoformue på 1,9 milliarder norske kroner (omkring 1,2 milliarder danske kroner).

Han har tjent en stor del af sin formue på ejendomsudvikling og ejer 70 procent af aktierne i et energiselskab.

Powered by Labrador CMS