NASA finder spor efter vand på Mars

Den amerikanske rumadministration, NASA, slår mandag fast, at der højst sandsynligt findes vand på Mars. Foto: NAsa/Scanpix.
Udgivet Opdateret

USA: Den amerikanske rumadministration, NASA, slår mandag fast, at der højst sandsynligt findes vand på Mars.

Det er opdagelsen af, at der muligvis kan flyde saltvand på planeten i sommermånederne, der får forskere fra NASA til at tro på, at der findes vand på den røde planet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Saltvandsoplysningerne stammer fra NASAs egne billeder og betyder, at der kan være grundlag for liv på planeten, eftersom enhver form for flydende vand øger muligheden for, at mikrober også kan være til stede, skriver BBC.

Allerede søndag fortalte rumagenturet, at man havde gjort en »videnskabelig opdagelse« under sin igangværende udforskning af Mars.

NASA skrev på sin hjemmeside, at de havde løst et sandt »Mars-mysterium«.

Gennembruddet i Mars-forskningen startede dog allerede i 2011, da ph.d.-kandidaten i planetarisk videnskab på Georgia Institute of Technology i Atlanta, Lujendra Ojha, gjorde et fund, der bragte rumforskere på sporet af saltvand på Mars.

Ved hjælp af et selvudviklet computerprogram kunne han sammenligne store mængder billeder af skrænterne rundt om planetens kratere. Det viste sig, at nogle hundrede meter lange mørke striber i skrænterne ændrede sig med årstiderne.

Hvis NASA har knækket koden med, hvordan de mørke striber bliver dannet i kraterne, så kan agenturet have afgørende beviser for, at der er saltvand på Mars, skriver NBC News.

Rumforskere har dermed taget et stort skridt mod at blive klogere på vores naboplanet, hvilket flere forskere har påpeget også kan give os flere informationer om Jorden.

Powered by Labrador CMS