NASA har fundet gode egenskaber i disse planter

Stueplanter kan andet end at pynte. De kan også skabe glæde og rense luften.

Udgivet Opdateret

Er dit hjem fri for planter, eller er der grønnere i din stue end på en fodboldbane? Hvis du hælder mest til det første, og mangler du gode grunde til at investere i planter til dit hjem, kan det være, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA kan hjælpe dig.

I slutningen af 1980’erne satte den amerikanske rumfartsorganisation forskeren B.C. Wolverton til at undersøge, om stueplanter kunne bruges til at rense luften. Formålet var egentlig at finde måder, hvorpå astronauter kunne overleve på rumrejser, men resultaterne af studierne kan måske overføres til jordiske forhold.

Studiets konklusioner blev offentliggjort i 1989, og konklusionen var, at stueplanter kunne bruges til at rense luften med.

Time talte med Bill Wolverton (altså B.C. Wolverton) næsten 30 år efter, at studiet blev offentliggjort, og han fortæller, at planter med store blade er gode til at rense luften.

Han anbefaler, at man har to store stueplanter for hver 10 kvadratmeter rum, man gerne vil have renset, om man så må sige.

Hvad skal man købe?

Du kan i galleriet til denne artikel læse om nogle af de planter, NASA fandt gode luftrenseregenskaber hos. Bare du husker, at planter og dyr ikke altid er de bedste venner. Det kan nemlig være, at eksempelvis katte slet ikke kan tåle en eller flere af de planter, der er på NASAs liste.

Derudover er det ikke alle, der er enige i, at almindelige stueplanter kan bruges til noget som helst andet end at pynte i et hjem.

– Der er ingen definitive studier, der viser, at stueplanter gør luften mærkbart renere og sundere, siger Luz Claudio, der forsker i medicin og sundhed, til Time.

Artiklen fortsætter under videoen

Hun anerkender fuldt ud, at NASAs studie fandt frem til, at stueplanter kan rense luften, men hun tror ikke, at de fleste mennesker lever på en måde, der gør deres hjem sammenligneligt med de forhold, NASA testede planterne under.

Stanley Kays, professor i havebrug, siger til Time, at der er flere gode grunde til, at der skal være planter i dit hjem. Han understreger, at planter kan lindre stress, gøre mennesker gladere, og så ser de jo også pæne ud.

– Men det ser ikke ud til, at de kan rense luften, siger Stanley Kays til Time.

Med andre ord; der kommer intet dårligt ud af at købe en plante eller to af den slags, du finder i galleriet. Måske oplever du endda, at luften i dit hjem bliver renere.

Powered by Labrador CMS