Nationalbanken: Krisen er afblæst

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Der er solskin i horisonten, lyder det fra Nationalbanken, der nu hæver forventningerne til væksten i Danmark i år og næste år.

Nationalbanken skønner, at væksten i år vil være på to procent, og det høje niveau vil fortsætte i 2016, lyder det i kvartalsoversigten for første kvartal.

»Fremgangen i dansk økonomi har allerede været i gang i nogen tid. Det meget lave renteniveau virker, sammen med faldet i olieprisen og svækkelsen af den effektive kronekurs, ekspansivt på økonomien. Nationalbanken forventer på den baggrund et løft i væksten. BNP skønnes i år at stige 2 pct. – en vækst som fastholdes i 2016 og 2017,« lyder det.

Vækst

En vækst på to procent i år er en opjusterering på 0,3 procentpoint siden sidste prognose i december. I 2016 forventer Nationalbanken, at væksten vil stige yderligere til 2,1 procent. I 2017, der er med i prognosen for første gang, skønnes væksten at blive 1,8 pct.

»En fortsat stabil økonomisk vækst forudsætter, at de lempelser, der skete for at afbøde virkningerne af krisen, rulles tilbage, så den strukturelle saldo bringes nær balance i løbet af de næste par år. De seneste års strukturreformer skal udmøntes i en støt fremgang i arbejdsstyrken for at sikre en holdbar udvikling på arbejdsmarkedet og i løndannelsen,« skriver Nationalbanken i en kommentar til kvartalsoversigten.

Truende boligboble

Mens økonomien er på vej i den rigtige retning, advarer Nationalbanken om, at en boligboble truer, hvis den nuværende udvikling fortsætter:

»Der er derimod grund til at holde øje med udviklingen på boligmarkedet, da der er risiko for, at en længere periode med meget lave renter sætter gang i en usund udvikling med selvforstærkende prisstigninger på ejerboliger. Det understreger behovet for automatiske stabilisatorer på boligmarkedet.«

Powered by Labrador CMS