Nationalmuseet hopper i “historisk undertøj”

Foto: Kirstine Ploug
Udgivet Opdateret

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts inviterer Nationalmuseet til modeshow med historisk lingeri

Torpedo-bh’er, hofteholdere, krinoliner og korsetter. Særk og sexet lingeri, bomuldstrusser og bare, solbrændte bryster. Kvinders undertøj – eller manglen på samme – fortæller ikke bare om tidens skiftende modeluner, men i lige så høj grad om idealer, ligestilling og rettigheder.

Til Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts klæder Nationalmuseet derfor 100 års kvindeliv af til skindet og fortæller undertøjets og dermed kvindernes historie fra 1880 til 1980 i et historisk undertøjsmodeshow.

50 modeller smider frivilligt kludene for at vise, hvordan undertøjs-moden har set ud de seneste 100 år.

Modeshowet er en gentagelse af den succes, Nationalmuseet oplevede sidste år på samme dag.

Modeshowet er anderledes end traditionelle pikante modeshows, for her handler det ikke om at se sexede modeller i minimal beklædning, men om at få kvindehistorien ind under huden. Undertøj har altid været tabuiseret og et stærkt symbol på kvindeliv, magt og undertrykkelse – men faktisk er undertøjets historie slet ikke så ensidig, som man måske skulle tro.

 

Powered by Labrador CMS