Nato-lande i flæsket på Trump om Grønland

USA skal overholde interne spilleregler i Nato, lyder det i udtalelse fra syv Nato-lande efter Trump-planer

Offentliggjort Sidst opdateret

Nato-lande kritiserer Trumps Grønland-ambitioner

Syv Nato-lande, herunder Danmark, erklærer, at kun Danmark og Grønland kan bestemme Grønlands fremtid.

USA's præsident, Donald Trump, ønsker kontrol over Grønland for national sikkerhed, men Nato-lande kræver respekt for suverænitet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Ingen andre end Danmark og Grønland har ret til at træffe beslutninger om Grønlands fremtid.

Sådan lyder det tirsdag i en fælles udtalelse fra syv Nato-lande, herunder Danmark, skriver Statsministeriet tirsdag på X.

- Grønland tilhører dets befolkning. Det er kun Danmark og Grønland, og kun dem, der bestemmer i sager, der vedrører Danmark og Grønland, lyder det.

Gentager ønske

Udtalelsen er underskrevet af statsminister Mette Frederiksen (S), Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, Italiens premierminister, Giorgia Meloni, Polens premierminister, Donald Tusk, samt Spaniens premierminister, Pedro Sanchez.

USA's præsident, Donald Trump, har for nylig gentaget sit ønske om at få kontrol med Grønland.

Har brug for Grønland

Præsidenten sagde for få dage siden, at USA "har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhedssituation" i Arktis-området, hvor for eksempel Rusland og Kina også er aktører.

Donald Trump afviste at komme med yderligere kommentarer til, om han vil skride til handling over for Grønland, men det har han tidligere ikke afvist at ville gøre.

Stærkeste magt

Natten til tirsdag dansk tid sagde vicestabschef i Det Hvide Hus Stephen Miller, at "ingen vil kæmpe militært mod USA om Grønlands fremtid".

- USA er den stærkeste magt i Nato. For at USA kan sikre Arktis-området og beskytte og forsvare Natos interesser, er det klart, at Grønland bør være en del af USA, sagde Stephen Miller til CNN.

USA mener, at Danmark har gjort alt for lidt for at skabe sikkerhed i Grønland, set i lyset af de internationale trusler.

-Følg reglerne

Donald Trump gjorde søndag grin med Danmarks bestræbelser på at styrke Grønlands nationale sikkerhedspolitik og sagde, at danskerne har oprustet med "endnu en hundeslæde" til det arktiske område.

De syv Nato-regeringschefer understreger, at USA bliver nødt til at følge de interne spilleregler, der er i forsvarsalliancen. Nato består af i alt 32 lande, herunder USA selv.

Skal opretholde sikkerhed

Regeringscheferne minder om, at sikkerheden i Arktis-området skal opretholdes, men at dette skal ske i overensstemmelse med FN-pagten, der blandt andet handler om de enkelte landes suverænitet og territoriale grænser.

- Disse er universelle principper, og vi kommer ikke til at stoppe med at forsvare dem, skriver regeringscheferne i udtalelsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har sammen med seks andre regeringschefer fra Nato-lande sendt en udtalelse, der slår fast, at kun Danmark og Grønland bestemmer over Grønlands fremtid. Det sker, efter at USA's præsident, Donald Trump, har gentaget sit ønske om at få kontrol med Grønland. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS