Nej tak til løndumping i indkøbskurven

Newspaq
Udgivet Opdateret

Det er langt fra ligegyldigt for forbrugerne, hvor lav lønnen er blandt ansatte, der stabler, skanner eller kører dagligvarer ud.

Det viser en ny måling, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.

Her svarer fem ud af ti, at det er “meget vigtigt”, at der er ordentlige løn- og arbejdsforhold i den butik, hvor de klarer deres indkøb. Tre ud af ti siger, at det betyder noget, men ikke så meget.

Tallene overrasker Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.

– Det er interessant, at otte ud af ti lægger vægt på løn- og arbejdsforhold. Det viser, at nogle forbrugere sætter etik højt, siger hun til Avisen.dk.

Forbrugerøkonomen havde ikke regnet med, at tallene ville være så høje.

– Men jeg tror, at folk har svaret ærligt i dette tilfælde, siger hun.

Avisen.dk bringer målingen efter at have afdækket, hvordan flere chauffører, der kører dagligvarer ud for det danske net-supermarked Nemlig.com, arbejder under kritisable forhold.

En række chauffører og vognmænd har fortalt om timelønninger på ned til en sort 50’er og op til flere timers gratis arbejde hver arbejdsdag. Forholdene har fået fagforeningen 3F til at kritisere Nemlig.com for at medvirke til løndumping.

Nemlig.com risikerer derfor at miste kunder, vurderer Ann Lehmann Erichsen.

Et firma, der har fået forbrugernes vrede at føle, er Meyers Bageri.

Livsstilsekspert Christine Feldthaus vurderer også, at rod i løn- og arbejdsforhold kan blive dyrt for Nemlig.com, der betaler underleverandører for at køre ud med net-supermarkedets dagligvarer.

– Dem, der handler på nettet, er urbane og veluddannede fra spelt-siloen, og de tænker bæredygtigt og er opmærksomme på arbejdsforhold. Den her Nemlig.com-sag kan få dem til at bruge andre butikker, siger hun til Avisen.dk.

Powered by Labrador CMS