Netflix vil købe HBO Max
Moderselskabet bag HBO Max er til salg - og verdens største streamingtjeneste står forrest i budkøen
Streamingtjenesten Netflix kan være tæt på at opkøbe Warner Bros Discovery, som er selskabet bag blandt andet konkurrenten HBO Max.
Det oplyser unavngivne kilder til flere amerikanske medier - herunder Bloomberg og CNN.
Flere uger med budkrig
Foreløbigt er udspillet i forhandlinger mellem selskaberne, at opkøbet skal koste 28 dollar per aktie.
Forhandlingerne finder sted efter flere uger med budkrig mellem Netflix og konkurrenterne Paramount Skydance og Comcast.
Foruden HBO Max er flere tv-kanaler - herunder CNN - samt filmselskabet Warner Bros en del af Warner Bros Discovery.
Netflix har dog kun budt på den del af moderselskabet, som omfatter film- og serieproduktion, og ikke CNN og andre amerikanske tv-stationer.
Satte sig selv til salg
Warner Bros Discovery satte formelt sig selv til salg i oktober.
Ifølge Bloomberg gik Netflix og Warner Bros Discovery torsdag ind i de potentielt afsluttende forhandlinger om det kommende opkøb.
Samme dag indgav Paramount et købsbud på cirka 27 dollar per aktie, skriver CNN.
Dette bud kan dog ikke sammenlignes direkte med Netflix' udspil, da Paramounts bud er rettet mod hele Warner Bros Discovery - herunder amerikanske tv-kanaler.
Verdens største
Netflix er verdens største streamingtjeneste med 280 millioner abonnenter på verdensplan.
Et opkøb af Warner Bros Discovery vil udvide Netflix' muligheder for at producere nye tv-serier og film markant og give adgang til eksisterende film og serier såsom "Game of Thrones" og "The White Lotus" hos HBO Max og Warner Bros Dicoverys andre tjenester.
Hverken Netflix eller Warner Bros Discovery har bekræftet, at der foregår forhandlinger om et opkøb.