Nok er nok: Smuthul for matchfixere skal lukkes

DIF vil fremsætte et forslag, der skal forhindre udelukkede atleter i at få arbejde i andre nordiske lande

DIF er klar med forslag, der skal gøre livet mere besværligt for matchfixere. Foto: Mads Nissen/arkiv/Scanpix
Udgivet Opdateret

Danmarks Idrætsforbund (DIF) vil lukke et smuthul for atleter, der er dømt for matchfixing.

DIF vil lørdag på Færøerne ved årets Nordiske Møde mellem idrætsforbundene i Norden fremsætte et forslag, der skal sikre, at udelukkede atleter ikke kan fortsætte karrieren i andre nordiske lande.

– Det er et kæmpe slag mod retsfølelsen, at man i dag med en matchfixingstraf i Danmark blot kan sætte sig i toget og fortsætte karrieren på den anden side af Øresund.

– Derfor er forslaget et meget vigtigt skridt i kampen mod matchfixing og for en fair idræt, siger Poul Broberg, der er chef for Public Affairs i DIF, i en pressemeddelelse.

DIF forventer, at forslaget bliver vedtaget på lørdagens møde.

Inspiration

Tanken er, at et nordisk samarbejde skal inspirere til internationalt samarbejde.

– Landegrænserne i eliteidrætten er i høj grad blevet udvisket de senere år. Derfor kræver det internationale løsninger, hvis vi skal problemerne til livs.

– Vi har tidligere på dopingområdet oplevet, at et samarbejde i Norden har inspireret til mere forpligtende internationalt samarbejde.

– Vi håber og tror, at vi kan være foregangseksempel på samme måde på matchfixingområdet, siger Poul Broberg.

Hvis forslaget går igennem på lørdag, skal en arbejdsgruppe udarbejde det endelige forslag, der skal vedtages ved Nordisk Møde næste år i Sverige.

Powered by Labrador CMS