Nordea tjener kassen efter besparelser

Nordea afleverer topregnskab for 4.kvartal. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Udgivet Opdateret

Nordea har tjent rigtig mange penge i fjerde kvartal sidste år

Med et resultat på 1,2 milliarder euro i fjerde kvartal slår Nordens største bank analytikernes forventninger.

Til gengæld viger udlån med 12 millioner euro og renteindtægterne falder 540 millioner euro som følge af lav økonomisk vækst og historisk lave renter, som presser marginalerne.

Nedskrivningerne bliver på 129 millioner euro, hvilket er næsten 30 millioner bedre end ventet, og 51 millioner euro lavere end i samme kvartal sidste år, men 17 millioner højere end i tredje kvartal.

Samtidig fortsætter banken sin hårde spareøvelse, som i fjerde kvartal betyder, at driftsomkostningerne tvinges ned til 1,2 milliarder euro fra 1,5 milliarder.

2015 ser med andre ord ud til at byde på mere af samme skuffe, som prægede 2014, bortset fra store it-investeringer, som der skrues op for, efter at banken skrottede systemer for 344 millioner euro.

»For 2015 er vi forberedt på endnu et år præget af lav vækst, lave renter og en ændret kundeadfærd. Vi vil derfor fortsætte med at levere på vores plan med øget omkostnings- og kapitaleffektivitet for at sikre vores stærke finansielle fundament. Samtidig fortsætter vi med at tilpasse vores serviceydelser til kundernes ændrede behov, og vi investerer i vores it-platform for at sikre, at vi også på lang sigt kan tilbyde kunderne personaliserede løsninger, der er nemme at bruge,« siger topchef Christian Clausen.

Banken foreslår et højere udbytte end forventet nemlig 0,62 euro pr. aktie for regnskabsåret 2014, hvilket skal godkendes på bankens generalforsamling. I 2013 udbetalte Nordea et udbytte på 0,43 euro pr. aktie, og bestyrelsen meddeler, at man vil fortsætte med at øge niveauet i 2015, skriver banken i sin selskabsmeddelelse.

For hele 2014 blev det ordinære resultat på 4,3 milliarder euro, hvilket er 208 millioner euro bedre end sidste år,

»Vi leverer i 2014 et robust resultat med stabile indtægter, lavere omkostninger og forbedret kreditkvalitet. Vi forbedrer dermed det ordinære resultat med ni procent på trods af udfordrende markedsforhold præget af lav vækst, lave renter og øgede geopolitiske spændinger,« siger koncernchef Christian Clausen.

Det var på forhånd ventet med spænding, om der ville komme nyt om netop topchefens fremtidsplaner. Christian Clausen fylder 60 år den sjette marts og får dermed adgang til sin pensions, som er opgjort til mere end 90 millioner kroner. Regnskabsmeddelelsen løfter imidlertidig ikke sløret for, hvornår danske Christian Clausen planlægger at forlade banken.

 

Powered by Labrador CMS