NorthSide får 80’er-ikon på plakaten

Foto: NorthSide/Presse
Udgivet Opdateret

NorthSide har fået endnu et navn på plakaten. Det jamaicanske ikon Grace Jones gæster Aarhus-festivalen i juni

Den jamaicanske sangerinde Grace Jones er netop offentliggjort som navn til årets NorthSide-festival i Aarhus.

Grace Jones flyttede som 13-årig fra Jamaica til USA, og det var her, hun begyndte sin karriere som skuespiller, model og senere sangerinde. Hun kastede sig over både disco og cabaretmusik, og den flamboyante sangerinde blev hurtigt et hit i det amerikanske natklubmiljø. Det store gennembrud kom dog først med albummet ”Nightclubbing”, hvis ikoniske pladecover viser en androgyn Grace Jones kun iført habitjakke, og sange som ”Pull Up to the Bumper” og ”Demolition Man” viste sangerinden fra en ny funky side.

Grace Jones var en af 80’ernes største stjerner, og hun brød alle rammer med sine forsider på Vogue og Elle. Med sin hovedrolle i fi8lmen “A View to a Kill” blev hun et af 80’ernes mest stilskabende ansigter. Hendes androgyne stil og pladecovers, videoer og modebilleder har inspireret folk som Lady Gaga, Rihanna og Annie Lennox både visuelt, musikalsk og på scenen.

Grace Jones’ koncerter er intense og farverige fester, og sangerinden indkasserede helt fortjent seks stjerner af GAFFA, sidst hun gæstede København, for en koncert, de beskrev som ”intet mindre end suverænt!”. Vi forventer det samme, når hun går på scenen med ”Slave to the Rhythm”, ”Love is the Drug”, ”My Jamaican Guy” og ”La Vie En Rose” og garanterer et show ulig noget andet.

Powered by Labrador CMS