Nu er Carl Holst meldt til politiet

Tre borgere har taget sagen i egen hånd og meldt Carl Holst til politiet for at få afgjort, om han har benyttet en lønnet embedsmand til at føre valgkamp for sig op til folketingsvalget i juni i år. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Et flertal i Region Syddanmark har i ugevis truet tidligere regionsrådsformand og nuværende forsvarsminister Carl Holst (V) med en politianmeldelse.

Men nu har tre borgere taget sagen i egen hånd og meldt Carl Holst til politiet for at få afgjort, om han har benyttet en lønnet embedsmand til at føre valgkamp for sig op til folketingsvalget i juni i år. Det bekræfter kommunikationschef ved Sydøstjyllands Politi Ulla Kaspersen over for til Jydske Vestkysten.

Jimmy Rasmussen fra Fredericia er en af de borgere, som har anmeldt Carl Holst til politiet:

»Hvis en borger laver noget kriminelt, så får han sin straf. Så når man misbruger sin status som politiker for at berige sig selv, skal man også have en straf. Derfor har jeg anmeldt Carl Holst til politiet. Jeg har bedt dem om at undersøge sagen vedrørende hans mulige embedsmisbrug,« siger han til avisen.

Parat til at hjælpe

Forsvarsministeren selv forklarer til Jydske Vestkysten, at han er parat til at hjælpe med en eventuel efterforskning.

Ved et møde i forretningsudvalget i Region Syddanmark mandag aften gennemgik udvalget en redegørelse, hvori det fremgår, at omkring halvdelen af de mails, tidligere embedsmand i regionen Christian Ingemann Nielsen har sendt under valgkampen, relaterer sig mere eller mindre til Carl Holsts valgkamp.

Regionen mener, at de mange mails peger på, at Christian Ingemann Nielsen førte valgkamp for forsvarsminister Carl Holst, da Ingemann var ansat som embedsmand i Region Syddanmark.

Powered by Labrador CMS