Nu er Ry-sagen startet i retten

I dag starter retssagen mod de fire drenge, der er tiltalt for at overfalde en jævnaldrende med en brandbombe.

Fire drenge fra Mølleskolen i Ry er tiltalt for at have kastet en brændende flaske benzin mod en 16-årig elev med afghansk baggrund. Foto: Tor Birk Trads/Scanpix
Udgivet Opdateret

6. februar blev fire drenge fængslet i sagen om et brandangreb mod en 16-årig afghansk dreng i den midtjyske by Ry. Angrebet skete tidligere på dagen.

Tirsdag klokken 09 begynder det retlige efterspil ved Retten i Horsens. Se første uddrag fra retssalen nederst i artiklen. 

Her er fire jævnaldrende drenge tiltalt for i forening at have kastet en flaske med brændende benzin mod den afghanske dreng.

Der gik ild i drengens bukser, og han blev ifølge politiets oplysninger forbrændt på op mod en tredjedel af kroppen.

Drengene kastede ifølge anklagen to flasker med benzin, men det var kun den ene, der gik ild i.

Offeret blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand. Senere blev han dog erklæret uden for livsfare.

Samme aften, som angrebet havde fundet sted, blev de fire drenge anholdt.

Drengene, der går i klasse med den afghanske dreng, blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg.

Senere blev sigtelsen ændret til grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

Det straffes i yderste konsekvens med fængsel i op til ti år.

De fire drenge nægter sig skyldige.

Alderen er formildende omstændighed

Hvis de findes skyldige, vil straffen ifølge forsvarsadvokat Mette Grith Stage ligge betydeligt under straffelovens maksimum.

– Der står i straffeloven, at det er en formildende omstændighed, hvis gerningsmanden er under 18 år på gerningstidspunktet. Allerede der ligger vi i et andet niveau, hvis de findes skyldige, siger hun.

Forsvarsadvokaten fortæller, at hendes klient ser frem til at få sagen afsluttet.

– Det har været en hård omgang at være varetægtsfængslet. Han har det på ingen måder godt med den her sag og ser frem til at få sat et punktum, siger hun.

Med spændt længsel

I Ry venter borgerne spændt på at få en afklaring på hele sagen.

Det fortæller Katja Hillers, der er talsperson for Natteravnene i Ry og selv har en datter i 9. klasse på Mølleskolen, hvor drengene kommer fra.

– Lige nu venter vi alle i spænding på at få at vide, hvad der er foregået, og hvad det får af konsekvenser for de fire drenge, siger hun til DR Østjylland.

De fire drenge nægter sig alle skyldige, og i dag bliver det første gang, at offentligheden får lov at høre deres forklaring på, hvad der skete 6. februar ved idrætshallen i Ry.

Inden episoden manglede Natteravnene forældre til at gå rundt i Ry om aftenen, men siden har 80 forældre meldt sig, og det er vigtigt, at forældrene gør noget, også efter dommen er faldet 1. maj, mener Katja Hillers.

– Der skal arbejdes på at skabe et trygt miljø for alle børn på Mølleskolen. Der ligger et stort arbejde i at ændre på nogle af de ting, som har været med til at skabe ekstra konflikter eller en træls kultur mellem de unge mennesker, siger hun til DR Østjylland.

Offeret skal vidne

Det 16-årige offer er udskrevet og skal vidne i sagen i dag.

To af drengene er også tiltalt efter våbenbekendtgørelsen for at have været i besiddelse af et baseballbat.

Retten har berammet to dage til behandling af sagen.

Overblik over Ry-sagen

* 6. februar bliver en 16-årig dreng med afghansk baggrund angrebet med en flaske brændende benzin ved den lokale idrætshal i Ry.

* Den 16-årige bliver forbrændt på op mod en tredjedel af kroppen.

* Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men erklæres efterfølgende uden for livsfare.

* Fire formodede gerningsmænd anholdes samme aften.

* De anholdte varetægtsfængsles dagen efter ved et grundlovsforhør i Retten i Horsens.

* De sigtes først for drabsforsøg, men sigtelsen ændrer sig senere til grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

* Skanderborg Kommune har i en redegørelse om sagen konkluderet, at der generelt har været et relativt højt konfliktniveau på det klassetrin, hvor de formodede gerningsmand og offeret er elever.

* Det er også kommet frem, at den afghanske dreng for tre år siden blev angrebet med en saks af en elev på skolen.

* Den angribende elev fik efterfølgende en dom på 40 dages betinget fængsel for trusler og vold.

Kilde: Ritzau, Sydøstjyllands Politi, Skanderborg Kommune, Midtjyllands Avis.

Den første dag er afsat til at høre de tiltaltes og den forurettedes forklaring.

Procedure og dom i sagen ventes 1. maj.

Uddrag fra retten:

Det var en provokation henne på skolen, der udløste en konflikt mellem fire drenge og en 16-årig skolekammerat fra Ry.

Det forklarer en 15-årig dreng tirsdag formiddag i Retten i Horsens.

Her er han sammen med tre andre jævnaldrende drenge tiltalt for at have kastet en flaske med brændende benzin efter den 16-årige skolekammerat, som oprindeligt er fra Afghanistan.

Den 16-årige var i løbet af skoledagen gået tæt på tre af drengene og spurgt, hvad deres problem var, fortæller den tiltalte.

Drengene havde ifølge den 15-åriges forklaring ikke opført sig provokerende.

Den 16-årige konfronterede dem og sagde, at hvis de ville ham noget, så kunne de mødes ved idrætshallen i Ry om aftenen, forklarer den 15-årige.

Det tilbud tog drengene imod.

– Vi ville give ham en lærestreg, vi ville give ham nogle tæsk, forklarer den tiltalte i retten.

En af drengene havde medbragt to molotovcocktails, fortæller den 15-årige.

Den første flaske blev kastet, men ilden gik ud og ramte ikke den forurettede.

Derefter kommer den 16-årige hen og spørger, om de vil slås, forklarer den 15-årige.

Så kastes den anden molotovcocktail, forklarer han. Og den rammer offeret mellem benene. Med alvorlige forbrændinger til følge.

– Der gik ild i ham. Han ruller sig på jorden for at slukke ilden, siger den 15-årige, der fortæller, at han efterfølgende går i chok.

Han forklarer, at hensigten med at kaste flasken med ild ikke var at ramme den 16-årige.

– Jeg var overbevist om, at det bare er for at skræmme ham. At der ikke er mere i det. At flasken vil lande. Så vil der komme noget ild, så han måske bliver skræmt, forklarer den tiltalte.

Da bomben var blevet kastet og havde ramt offeret, kunne drengene ifølge den 15-årige godt se, at de havde gjort noget dumt.

De skyndte sig at kaste de to tomme flasker væk og konstruerede et alibi, fortæller han.

Powered by Labrador CMS