Nu flytter New Start Kolding
New Start Kolding har gennem nogen tid været på udkig efter nye lokaler, og det er nu lykkedes at finde det helt rigtige. Martin Gram, der ejer de gamle brugslokaler i Sdr. Bjert, har stillet et lokale til rådighed for foreningen.
Det betyder en væsentlig forbedring, idet de nye lokaler er opvarmet og der er toilet og køkken.
– Jeg har sagt ja, fordi der var brug for nye lokaler. Jeg havde meldt mig ind i foreningen uden at være aktiv, og det her var så en mulighed for at gøre noget, siger Martin Gram i en pressemeddelelse.
Håndværkere er lige nu ved at gøre det sidste klar i det cirka 100 kvadratmeter store lokale, og New Start Kolding flytter ind og indretter de nye lokaler i begyndelsen af februar.
– Det er helt fantastisk, at Martin stiller de her lokaler til rådighed. Udover at det betyder bedre forhold for de frivillige, så kører der også en bus lige til døren, hvilket der ikke gør til de nuværende lokaler, siger New Start Koldings formand, Ann Meier.
Med flytningen bliver der også en mindre ændring i åbningstiden, så det passer med buskørslen. Der vil være åbent i butikken hver lørdag mellem 10 og 13. Tidsrummet for aflevering bliver desuden adskilt fra åbningstiden, så man kan aflevere effekter mellem klokken 9 og 10 og igen mellem klokken 13 og 14. Der er åbent i de nuværende lokaler resten af januar, mens der den første weekend i februar er lukket.
Første åbningsdag i den nye butik bliver lørdag den 13. februar.