Ny direktør skal fremtidssikre Team Danmark

Foto: Polfoto
Udgivet Opdateret

Frank Jensen roser den afgående Team Danmark-direktør, men mener, at Lone Hansen er fremtidens oplagte valg.

Det er ikke utilfredshed med Michael Andersens arbejde som Team Danmark-direktør de seneste otte år, som er årsag til, at elitesportsorganisationens bestyrelse vælger at sige tak for samarbejdet og i stedet har ansat Lone Hansen.

Det slår bestyrelsesformand Frank Jensen fast efter ansættelsesrunden.

– Michael har i samarbejde med Team Danmarks ansatte og specialforbundene løftet dansk eliteidræt op på et højere niveau, mens han har været direktør.

– Et af hans vigtigste resultater har været en kvalitetssikring af rekrutteringen af medarbejdere, blandt andet i forhold til at hente internationale kapaciteter til. Derfor er vi også i bestyrelsen meget glade for det arbejde, som Michael har lavet, siger formanden.

Han siger, at begge kandidater til jobbet er kendetegnet ved både høj faglighed og stor integritet.

– Men når vi skal tænke 10 år frem, så var Lone et oplagt valg.

– Michael ville sagtens kunne have løftet opgaven, men til den tid ville han have været i organisationen i 18 år, siger Frank Jensen.

Mens Michael Andersen har været meget synlig i medierne, har Lone Hansen fyldt mindre i jobbet som Anti Doping Danmark-direktør.

Det kommer dog til at ændre sig en smule i det nye job, hvor en af arbejdsopgaverne også er at være Team Danmarks ansigt udadtil. Det magter Lone Hansen dog også, siger Frank Jensen.

– Lone har bestemt kompetencer indenfor kommunikation. Hendes rolle i Anti Doping Danmark har bare været meget anderledes end den, hun får i Team Danmark, hvor hun får større muligheder for at være eksponeret og udadvendt.

– Som modtager af offentlig støtte skal vi være tilgængelige og åbne over for omverdenen.

– Men vi er omvendt heller ikke en idrætspolitisk organisation. Vi er en faglig og forskningsbaseret institution, og det er Lone Hansen en stærk direktør for, siger han.

Lone Hansen tiltræder i februar næste år.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS