Ny måling: Rød blok rykker tæt på de blå

Foto: Erik Refner/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Med maksimalt tyve uger til, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal trykke på valgknappen, høster hun, regeringen og de røde støtter nu medvind fra vælgerhavet. Ikke siden tiden lige efter sidste valg har rød blok stået så stærkt.

Det viser et nyt politisk indeks, som Gallup har lavet for Berlingske i den forgangne uge, baseret på 1.525 interviews med et repræsentativt udsnit af vælgere. Regeringen og dens støttepartier får her 48,2 procent af stemmerne, hvilket er en signifikant fremgang siden sidste Gallup-måling fra begyndelsen af marts, hvor de lå på 45 procent. Den borgerlige blok mønstrer samlet en vælgertilslutning på 51,8 procent.

Indekset kommer i kølvandet på opgørelser fra andre meningsmålingsinstitutter, der også peger på en styrket rød blok – og forklaringen skal sandsynligvis findes flere steder, vurderer valgforsker og professor Rune Stubager fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet:

»De har været rimelig forskånet for nogle af de problemer, de har døjet med tidligere. For bare et år tilbage var der hele DONG-salgs problematikken og SFs exit fra regeringen, og tidligere har der været løftebrudsdiskussioner og utilfredshed i baglandet. Samtidig begynder det så småt at gå bedre med økonomien, og det kan sætte sig som en mere positiv stemning hos vælgerne,« siger han.

Kampagner gavner

Rune Stubager peger også på den massive kampagneindsats, som Socialdemokraterne har kørt siden årsskiftet – senest med fokus på regeringens resultater frem til nu – men som udfordres ved, at også Venstre nu har fået fyret op for kampagne-apparatet.

»I det omfang at kampagnerne har kunnet flytte noget, så må man også tænke på, at kampagner kan flytte vælgere i den anden retning igen. Vi har endnu ikke set den balance, som jo vil komme i en valgkamp, hvor begge sider kører på med fuld skrue. Regeringen har fået lov til at tale nogenlunde uimodsagt, men nu kommer modsigelsen,« siger han med henvisning til, at Venstre for nylig rettede et nyt løftebruds-angreb mod regeringen.

S får 24,2 procent af stemmerne

Ser man alene på Socialdemokraterne får de 24,2 procent af stemmerne i det nye indeks. Ved samme måling for godt en måned siden lå de på 22,7 procent – med til billedet hører imidlertid, at den procentvise udvikling ligger inden for den statistiske usikkerhed. Socialdemokraternes politiske ordfører Maja Panduro (S) lægger ikke skjul på, at de nye tal er en af de sjovere målinger at kommentere på, men arbejdet er langt fra færdigt, tilføjer hun med det samme.

»Vi har stadig et hårdt arbejde foran os med at skabe resultater for danskerne og sørge for, at der er styr på økonomien. Ingen skal tro, at der er noget, der er afgjort endnu. Det er vi mange, der har sagt længe, men det er også tydeligt nok, at vi ikke er i mål. Og målingerne skal også være bedre end det her,« siger hun.

Støjberg ikke nervøs

Hos Venstres politiske ordfører Inger Støjberg (V) giver det nu tættere løb mellem blokkene ikke anledning til nervøse trækninger:

»Der er altid plads til flere Venstre-folk, og det er der også i denne her måling. Men vi har hele tiden vidst, at vi ville få en meget tæt valgkamp, og det er jo også det, der er lagt op til her. Ser man tilbage i historien på valgstatistikkerne, så tror jeg altid, at det har været sådan. At det snævrer sig ind, når man nærmer sig et valg,« siger hun og hæfter sig ved den store andel af tvivlere:

»Det er en ret stor andel af vælgerkorpset, der er i tvivl. Selvfølgelig vil valgkampen få en betydning her, og mon ikke vi snart skal ud og føre rigtig valgkamp,« siger hun.

Stort antal tvivlere

Netop andelen af tvivlere er markant i målingen. Næsten hver fjerde vælger, 24,2 procent, har ikke besluttet sig for, hvor krydset skal sættes, og det skaber endnu mere spænding om det kommende valg, fastslår valgforsker Rune Stubager.

»Blandt dem, der tager stilling, er balancen mellem blokkene nu blevet mere jævnbyrdig, og den ligger indenfor, hvad nogen vil mene er realistisk at hente i en valgkamp. Men at der er så er kommet flere tvivlere, gør det desto mere spændende. Spørgsmålet er, hvor de flere tvivlere kommer fra? Er der tale om folk, der tidligere ville stemme på blå blok, men nu er i tvivl, så er det potentielt godt nyt for de røde. Men det kan vi ikke vide, så man skal være lidt forsigtig,« siger han.

Økonomisk fremgang skal overbevise tvivlere

S-ordfører Maja Panduro sætter sin lid til, at blandt andet den økonomiske fremgang, vil overbevise tvivlerne om at søge mod S og regeringen.

»Vi kan se i øjeblikket, at alle tallene går den rigtige vej. Jobskabelsen, de økonomiske nøgletal, forbrugertilliden. Jeg håber, at i takt med at tallene bliver endnu tydeligere, så vil det også betyde noget for dem, som i dag er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds,« siger hun.

Så kan vi forvente, at vi snart skal til valg?

»Senest til september, det kan jeg love,« parerer S-ordføreren.

Valgforsker Rune Stubager tør dog godt gisne om, at valget kan være rykket tættere på.

»De her tal er en yderligere bekræftelse af den tendens, vi har set i nogle målinger på det seneste. Holder det et par uger eller tre, så kan jeg godt forestille mig, at hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) begynder at føle sig fristet. Men med i regnestykket hører, at det ikke er længere siden end før påske, at der var en måling, som ikke gav anledning til optimisme på regeringens vegne,« siger han.

Powered by Labrador CMS