Nybroe: Anmelder kommer med uvederhæftige antydninger

Journalisten og forfatteren Jeppe Nybroe. Foto: Claus Bech/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis Adam Holm vil have verificeret detaljerne i Jeppe Nybroes nye bog om hans tid som gidsel i Libanon, kan han selv tage ned til gidseltagerne

»Jeg er sikker på, de vil tage varmt imod.«

Sådan lyder et sarkastisk svar fra journalist og forfatter Jeppe Nybroe til DR2-værten Adam Holm, der i en anmeldelse i Weekendavisen skriver, at bogen Kidnappet indeholder detaljer, der har »visse vanskeligheder«.

Blandt andet undrer Adam Holm sig over, at Jeppe Nybroe på et billede to uger inde i sit fangenskab ses med nyklippede negle, nyvasket ansigt og solbrun brystkasse.

»Nybroe lider angiveligt på det tidspunkt af søvnmangel og græder dagligt og kaster op, men øjnene afslører ingen tegn på blodudtrækninger af hverken træthed eller anden belastning,« skriver Holm i Weekendavisen.

Jeppe Nybroe svarer i en pressemeddelelse fra forlaget People’s Press, at Adam Holm har læst Kidnapning med »mørke briller«. Han forklarer, at hans udseende på billedet fra 24. februar sidste år skyldes, at kidnapperne besluttede, at han skulle »pyntes op«.

»Som det fremgår af bogen har jeg i knap to år op til min kidnapning boet i Libyen og Libanon, begge lande meget solrige. Jeg bliver nemt solbrændt. Måske det kan forklare det solbrændte bryst,« lyder det fra Jeppe Nybroe, der tilføjer, at svarene på alle Adam Holms spørgsmål findes i bogen.

Derudover ønsker han ikke at kommentere sagen.

»Jeg har overlevet 28 dage i mørke med mishandling, klikkende våben, halshugninger på videoklip, buldrende granater og trusler om at blive parteret – i hænderne på utilregnelige kidnappere – så jeg overlever også Adam Holms uvederhæftige antydninger af, at mit fangenskab var en badeferie, hvor jeg kunne sole mig og vedligeholde en brun teint på min brystkasse,« lyder det fra Jeppe Nybroe.

»Kære Adam Holm, jeg har i øvrigt en Skype-adresse på en af kidnapperne. Hvis du har lyst, kan du få den og forsøge at få ham til at svare på alle de generende uklarheder under min kidnapning, alternativt tage op i området på grænsen mellem Libanon og Syrien, hvor en del af mine kidnappere angiveligt stadig befinder sig, for at undersøge sagen. Jeg er sikker på, de vil tage varmt imod,« skriver forfatteren, der blev løsladt fra fangenskab i marts sidste år.

Powered by Labrador CMS