Nye støvler skal gøre Zlatan spilleklar

Zlatan Ibrahimovic Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Udgivet Opdateret

Noget så banalt som et par nye fodboldstøvler skal sikre, at Zlatan Ibrahimovic søndag aften løber på banen i svenskernes kvalifikationskamp til EM mod Liechtenstein.

Sveriges største fodboldstjerne, den karismatiske angriber Zlatan Ibrahimovic, har hælproblemer. Derfor spillede han ikke med i torsdagens 1-1-opgør mod Rusland, og Zlatan måtte ifølge den svenske avis Aftonbladet afbryde lørdagens træning på grund af sin hæl.

Kort tid efter at have forladt grønsværen dukkede svenskeren dog op igen – denne gang iført et par nye fodboldstøvler. Landstræner Erik Hamrén er positiv.

– Det startede ikke så godt for Zlatan. I (de fremmødte journalister, red.) så, at han gik ud, fordi hælen irriterede ham. Men han kom tilbage og trænede og spillede faktisk også til sidst. Han skiftede støvler, for det er dem, som er problemet. Kondisko er ikke noget problem, og nu fik han nogle andre fodboldstøvler, siger Erik Hamrén ifølge Aftonbladet.

Landstræneren håber, at de nye støvler gør det muligt for Zlatan at spille, så svenskerne kan få deres første sejr i Gruppe G. Svenskerne står efter to kampe noteret for to point.

Powered by Labrador CMS