Nyt notat: Omskæring er et ufarligt indgreb

Omskæring af drengebørn er i langt de fleste tilfælde et uskadeligt indgreb, viser nyt foreløbigt notat fra Styrelsen for Patientsikkerhed. SF mener, at indgrebet krænker børns rettigheder

Udgivet Opdateret

Det skønnes, at omkring 2000 drengebørn, hvoraf langt de fleste er muslimer, hvert år omskæres i Danmark.

Indgrebet er i langt de fleste tilfælde ufarligt og forbundet med få komplikationer, hvis det foretages under lægeligt ansvar. Det er heller ikke påvist, at omskæring af drenge har konsekvenser for deres seksualitet i voksenlivet.

Smertedækningen af særligt børn under et år er en udfordring. Der findes ikke noget enkelt og sikkert svar på, hvordan der gives tilstrækkelig og sikker smertebehandling til alle børn, ligesom det i øvrigt er tilfældet ved mange mindre børnekirurgiske indgreb.

Det er nogle af konklusionerne i det foreløbige udkast til notat om drengeomskæring fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der i øjeblikket er ved at indhente høringssvar til en ny opdatering af det tidligere notat fra 2013. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Notatet vil indgå, når Folketinget senere i år skal behandle et borgerforslag om en mindstealder på 18 år for rituel omskæring, der har samlet 50.000 underskrifter. Vedtages forslaget, bliver Danmark det første land i verden, der forbyder rituel omskæring af drengebørn.

Styrelsen for Patientsikkerhed ønsker ikke at udtale sig om notatet, før høringsfristen er udløbet. Men det fremgår blandt andet, at der både er helbredsmæssige risici og fordele forbundet ved omskæring.

Få komplikationer

Generelt er der en lav forekomst af komplikationer.

Internationalt er der rapporteret om komplikationer og dødsfald, hvoraf to af disse dødsfald har fundet sted i Norge og Sverige inden for de sidste 20 år.

Herhjemme er styrelsen bekendt med otte alvorlige komplikationer siden 2011 på drenge i alderen to måneder til 10 år.

Disse sager er ifølge styrelsen opstået, fordi rammerne for indgrebet ikke har været patientsikre.

Notatet fremhæver også, at omskæring ser ud til at kunne forebygge urinvejsinfektioner og visse seksuelt overførte sygdomme.

En krænkelse

Uanset at omskæring er relativt uskadeligt indgreb, så mener SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen, at der er tale om en krænkelse af barnets ret til egen krop.

SF vil ikke stemme for borgerforslaget, fordi det er for vidtgående. Men partiet vil i stedet fremsætte et ændringsforslag, der forbyder omskæring, før drenge er fyldt 18 år.

– Når der ikke er en medicinsk grund, mener jeg, at indgrebet krænker barnets rettigheder. Smertedækningen er en akilleshæl. Jeg har lyttet mig til, at nogle læger bruger tryllecreme, og det er ikke tilstrækkeligt. Det er ikke forældres ret, at barnet får foretaget et indgreb, der er uigenkaldeligt og ikke kan laves om, siger Kirsten Normann Andersen.

Læs hele historien i Kristeligt Dagblad eller på k.dk

Powered by Labrador CMS