Opsigtvækkende: Hvert andet barn kan ikke svømme

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Dansk Svømmeunion lancerer en række nye initiativer, der skal styrke danskernes svømmefærdigheder i fremtiden.

Når de danske familier til sommer tager til stranden, bør forældrene have et særlig vågent øje på deres børn. 51 procent af alle børn i alderen 7-14 år kan nemlig ikke svømme, viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Dansk Svømmeunion.

Tallet er opsigtvækkende, mener Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion.

– Det bekymrer naturligvis, når vi konfronteres med så iøjnefaldende resultater som tilfældet er i analysen fra YouGov, siger hun.

Den fælles nordiske definition af at kunne svømme er, at man kan svømme 200 meter uden nogen form for hjælpemidler. Det kan hvert andet danske barn altså ikke.

Pia Holmen fortæller, at man nu vil forsøge at gøre noget aktivt for at komme problemet til livs. Sammen med TrygFonden vil Dansk Svømmeunion over de næste tre år lancere en række initiativer, der skal styrke danskernes svømmefærdigheder fremadrettet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS