Over 600.000 danskere kan nu få sandheden om deres gæld
Hvis man har gæld til det offentlige, har det tidligere været svært at danne sig et overblik over, men nu kan 640.000 danskere få et reelt indblik
Har du gæld til det offentlige, eller er du måske i tvivl?
Det har tidligere været svært at få svar på, om man havde et udestående med Gældsstyrelsen, men en ny løsning betyder, at borgere kan logge ind med MitID og se, om de har gæld til det offentlige.
Sådan skriver Gældsstyrelsen.
I starten af 2025 havde over 600.000 danskere gæld registreret i det gamle inddrivelsessystem, som bar navnet DMI.
Rimelig forventning
- Borgerne har haft en rimelig forventning om at kunne tjekke deres gæld digitalt. For det gør en reel forskel i hverdagen, når man kan få svar med det samme - uden at ringe eller vente. Den forventning indfrier vi nu, og det er vi glade for, siger underdirektør i Gældsstyrelsen, Kristian Ryom.
Lettere at betale
Og ikke nok med, at det bliver lettere at finde ud af, om man har gæld til det offentlige - det bliver også lige til at betale, hvis man har.
Med den nye løsning kan man nemlig betale sin gæld med MobilePay.
Samtidig har Gældsstyrelsen også en forventning om, at det bliver langt lettere at trække gældsopgørelser for folk, så medarbejdere i stedet kan fokusere på at vejlede om gælden og hvordan den skal betales.
Her kan du logge på for at se, om du har gæld til det offentlige.
