Overrasker i retten: -Jeg blev ramt bagfra

Skuespilleren hævder, at hun ikke var skyld i skiulykken

Udgivet Opdateret

Den prisbelønnede skuespiller Gwyneth Paltrow forklarede fredag i retten, at hun blev ramt bagfra i et uheld på ski i den amerikanske delstat Utah.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

50-årige Paltrow, der også er influencer, beskyldes for at være skyld i et sammenstød med en mand på en skiløjpe i 2016.

Manden, den i dag 76-årige Terry Anderson, pådrog sig angiveligt blandt andet en hjerneskade og brækkede ribben i kollisionen. Han hævder, at Paltrow var skyld i ulykken og sagsøger hende for 300.000 dollar.

Det mener den amerikanske skuespiller dog ikke selv.

- Jeg stod på ski, og to ski kommer ind mellem mine ski, tvinger mine ben fra hinanden, og så var der en krop, der pressede mod min, og der var en meget mærkelig gryntende lyd, forklarede Paltrow i retten.

Faldt oven på ham 

Skuespilleren forklarede videre, at de to herefter faldt - hende oven på ham - og at ski og kropsdele blev viklet sammen.

Dermed satte hun spørgsmålstegn ved afhøringen af Craig Ramon, der er ven af Terry Anderson og tidligere har afgivet forklaring i sagen. Han forklarede, at han hørte et skrig, før han så Paltrow køre ind i Anderson.

Paltrow nægter dog denne beskyldning. Hun forklarede fredag, at Ramon befandt sig omkring 12 meter væk fra hændelsen og dermed ikke var i stand til at bedømme, hvem der var skyld i hvad.

Kræver én dollar i erstatning

Paltrow har besvaret sagsanlægget med selv at lægge sag an mod Anderson. Hendes advokat siger, at beskyldningerne er noget "helt og aldeles vrøvl".

Paltrow sagsøger Anderson for én dollar i erstatning. Hun har desuden beskyldt Anderson for at overdrive sine skader og forsøge at udnytte skuespillerens berømmelse og rigdom.

Skuespilleren Gwyneth Paltrow forklarede sig i retten fredag. Terry Anderson hævder, at Paltrow var skyld i en skiulykke i 2016 og sagsøger hende for 300.000 dollar.
Skuespilleren Gwyneth Paltrow forklarede sig i retten fredag. Terry Anderson hævder, at Paltrow var skyld i en skiulykke i 2016 og sagsøger hende for 300.000 dollar.
Powered by Labrador CMS