På fersk gerning: Stjal håndsprit fra sygehus

Gerningsmanden fremstilles nu i grundlovsforhør.

En mand fremstilles lørdag i grundlovsforhør for at have stjålet håndsprit fra et sygehus. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Opdatering: En 51-årig mand blev i dag varetægsfængslet for indbrud på Middelfart sygehus, hvor der bl.a. blev stjålet håndsprit. Retten i Odense fandt, at der var begrundet mistanke for anvendelse af skærpet straf i anledning af corona-kriminalitet, jf. straffelovens § 81.

Det skriver Fyns Anklagere på Twitter.

Original artikel:

Fredag aften blev en mand taget i at stjæle håndsprit fra Middelfart Sygehus.

Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

Fyns politi modtog klokken 23.12 en anmeldelse om indbrud på Middelfart Sygehus.

Her lykkedes det at anholde en gerningsmand, mens han bar tyvekoster ud fra sygehuset.

Blandt dem var altså håndsprit.

2. april vedtog Folketinget en hastelov.

Oprindelig skulle loven blot indføre dobbeltstraf for visse typer kriminalitet med relation til coronavirus.

Men den blev udvidet til også at betyde, at udlændinge kan blive udvist fra Danmark, hvis de begår coronakriminalitet.

– Man kan roligt sige, at Folketinget har fundet den store hammer frem og bruger den over for dem, der snyder og svindler, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag i Folketingssalen om hele lovforslaget.

Gælder uanset

Udvisningsstraffen gælder, uanset hvor længe de har været i landet,

Justitsministeren gav et eksempel på en udlænding uden familie med lovligt ophold i Danmark i seks år, der sælger forfalsket håndsprit for 25.000 kroner.

Han ville normalt blive idømt to måneders fængsel, men han ville med de nye regler blive udvist.

Lovforslaget rummer desuden skærpede straffe for folk, der forsøger at misbruge de hjælpepakker til flere milliarder kroner, der skal hjælpe virksomheder gennem krisen. Det er en firdobling af straffen.

Hasteloven har en solnedgangsklausul, så den udløber automatisk efter et år til 1. marts 2021, medmindre et flertal forlænger den. Folketinget skal lave en status til november.

Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Odense klokken 11.

Powered by Labrador CMS