På indkøb: Så mange “glemmer” håndspritten

Det er ikke alle, der får sprittet hænderne af, når de bevæger sig ind i supermarkedet.

Udgivet Opdateret

Når du bevæger dig ind i et hvilket som helst supermarked disse dage, finder man gerne en beholder eller flere med håndsprit. Det er af hensyn til smitterisikoen for coronavirus.

Men er det alle kunder, der benytter sig af dem? Nej, viser en optælling fra Kvickly i Grindsted.

I det tidsrum på godt femten minutter Newsbreak.dks udsendte overvågede indgangen til butikken benyttede 22 personer én af de to spritbeholdere ved butikken indgangsparti.

Mens det for otte personer ikke var gældende.

Vil gerne op på 100 procent

Omregner man tallene fra optællingen viser det, at det er omtrent hver fjerde kunde, der ikke spritter af.

Øjebliksbilledet, som varehuschef Thomas Dahl kalder det, er nogenlunde positivt, mener han.

– Vi ville selvfølgelig gerne have haft, at den lå på 100 procent, siger han til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Men det er et personligt ansvar, som kunderne har. Selvfølgelig er det også et fælles ansvar. Vi har stillet sprit til rådighed ved alle indgange og alle kasser i butikken. Desuden er toilettet også åben, hvis kunderne vil vaske fingre. Så vi gør, hvad vi kan.

Det er da også korrekt, at uanset hvilken kasse, du benytter dig af, om det er ved kassebåndet, i kiosken eller ved bageren, står der beholdere, så kunder kan spritte af.

For Region Syddanmark, hvor Grindsted hører til, ser antallet af indlagte ikke alvorligt ud. Ifølge de opdaterede tal fra Sundhedsstyrelsen fra den 11. august er kun en person indlagt med coronavirus.

Mens der for samme region er 1204 personer, der er bekræftet smittet, hvilket gør Region Syddanmark til den region med næstfærrest smittede efter Region Nordjylland.

To beholdere

Netop at kunder husker at benytte sig af de mange spritbeholdere i butikken er lidt af en prioritet for varehuschefen på trods af, at han også synes, kunderne har et ansvar.

De har nemlig i tiden efter, at de havde stillet en beholder op i indgangen, lagt mærke til, at mange kunder sprang over, når der var kø ved spritbeholderen.

Derfor besluttede de at stille endnu en op – og det har været en succes.

– Når der var kø ved den ene, og kunderne fortsatte ind i butikken, så stødte de jo hurtigt ind i den anden, og så sprittede de af, siger Thomas Dahl.

Generelt er der stor fokus på, at holde butikken desinficeret. Foruden de opstillede spritbeholder, bliver håndtag, kassebånd, knapper og så videre tørret over med sprit hver dag to gange om dagen.

– Det er jo en ny udgift, som vi hellere så ikke var der, for vi bruger et anseeligt beløb på sprit, siger varehuschefen, der ikke vil ud med et konkret beløb eller mængde af sprit, der er blevet brugt indtil nu.

En ren og skær forglemmelse

Nogle af de kunder, der dog ikke lige fik sprittet hænderne af, inden de gik ind i Kvickly var Henrik Lytzen og Helle Svejbæk.

– Det var en forglemmelse. Ren og skær, siger Helle Svejbæk hurtigt til Newsbreak.dk.

Hun forklarer yderligere, at de bare skulle ind til bageren, der ligger lige til højre for indgangen. Altså før man reelt går ind i butikken.

Optællingen viste, at 22 ud af 30 kunder sprittede af, mens der var otte kunder, der ikke gjorde. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Optællingen viste, at 22 ud af 30 kunder sprittede af, mens der var otte kunder, der ikke gjorde. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

– Normalt spritter jeg af, men nu hvor vi ikke skal ind og røre ved flere varer, så gør det måske ikke så meget, siger hun og forklarer, at hun forinden havde været på apoteket, hvor hun sprittede af, da hun gik ind, og da hun gik ud.

Henrik Lytzen forklarer yderligere, at han har mere fidus til de plastikhandsker, som nogle butikker også benytter sig af.

Dem bruger parret, når de køber ind i deres lokale supermarked.

Kunderne spritter af

Blandt de mange kunder – lidt over 70 procent – der sprittede af var Lene Thøstesen.

Hun er meget fokuseret på at spritte af, fordi hun har et barnebarn med hul i hjertet. Derfor er det vigtigt for hende at have styr på hygiejne og smitterisikoen, også selv om hun bare skulle handle frimærker.

Desværre oplever hun ikke, at det er alle, der deler hendes ivrighed.

– Jeg har set mange, der ikke husker at spritte af. Selv om jeg er ved at være godt træt af alt det sprit, så spritter jeg af. Og jeg spritter også gerne håndtaget på vognen eller kurven af også, siger hun til Newsbreak.dk.

Hun forklarer i samme ombæring, at hun kort tid forinden var gået ind i et andet supermarked på samme tid som fire andre, og at det kun var to ud af de fire, der sprittede af.

Overordnet set synes varehuschef Thomas Dahl dog, at kunderne i Kvickly i Grindsted er gode til at bruge beholderne med sprit.

– Jeg synes generelt, at vores kunder er gode til at huske at få sprittet af og til at holde afstand. Det er vi meget glade for, siger Thomas Dahl.

Powered by Labrador CMS