Pas på dine øjne og undgå synstab

Man bør passe på sine øjne, som man passer på sine tænder. Regelmæssige undersøgelser af øjnene kan betyde, at man kan undgå synstab og sygdomme.

Klik igennem galleriet for at se, hvilke symptomer du skal holde øje med for at undgå øjensygdom.
Klik igennem galleriet for at se, hvilke symptomer du skal holde øje med for at undgå øjensygdom.
Udgivet Opdateret

Mange tænker ikke på, at deres øjne er et organ, som kan blive ramt af sygdomme. Derfor tænker de heller ikke på, at der er flere ting, de selv kan gøre for at forebygge sygdomme og undgå synstab.

I en ny rapport bliver det slået fast, at der i 2030 vil være 18 procent flere danskere, der har svagt eller intet syn. Det svarer til i alt 76.000 personer.

Hold øje med dine øjne

Rapporten er lavet af Copenhagen Economics for Dansk Blindesamfund og Louis Nielsen.

Landsformand for Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen fortæller, at 50 procent af de synstab, der rammer danskerne, faktisk kan undgås med forebyggelse. Det betyder, at man helt kan undgå synstab.

– Man skal opfatte øjnene som resten af kroppen og gå til undersøgelse med øjnene, ligesom man går til undersøgelse med sine tænder, siger han.

På den måde kan man fange flere ubehagelige øjensygdomme. Og det gælder alle – både dem, som bruger briller, men i høj grad også dem, der ikke gør.

Din livsstil påvirker dit syn

– Man kan undgå grøn stær, der kommer snigende og kan være svær at opdage. Man kan også opdage, hvis man får problemer med forkalkning, siger Thorkild Olesen.

Det er sygdommen alderspletter på nethinden (AMD), som landsformanden hentyder til. Det er den største årsag til synstab i den vestlige verden.

Han anbefaler også, at man løbende tjekker sine øjne, hvis man har sukkersyge – både type 2 og den insulinkrævende sukkersyge.

Ens livsstil kan også påvirke synet, og særligt én last er værd at skrotte, hvis man vil sænke sin risiko for synstab.

– Rygning er problematisk. Vi ved, at man har risiko for nedsat syn, hvis man er ryger, siger Thorkild Olesen.

Derudover er motion godt. Undersøgelser viser, at syv timers motion eller mere om ugen giver tre gange lavere risiko for at udvikle alderspletter.

Optikeren kan finde andre sygdomme

Ud over at finde øjensygdomme så kan udstyret hos flere optikere i dag også finde andre sygdomme og sundhedsproblemer.

Hos optikerkæden Louis Nielsen bruger man et funduskamera, som tager et billede af nethinden, og det kan registrere tegn på forskellige sygdomme, siger Kristian Mortensen, kommunikationschef hos Louis Nielsen.

– Af øjensygdomme kan man finde grøn stær og AMD, men man kan også finde tegn på diabetes, for højt tryk i hovedet, hjernesvulster og nogle kræftformer, siger han.

Finder en optiker tegn på sygdom, så guider han patienten videre til en øjenlæge, der så kan stille diagnosen eller sende patienten videre i sundhedssystemet.

Få en mere aktiv hverdag og et bedre syn

Et nyt studie viser større effekt hos fysisk inaktive af at rejse sig og sætte sig mange gange dagligt end at af gå en tur.

Her er ti gode råd, der kan gøre en almindelig arbejdsdag mere fysisk aktiv for de fleste:

* Vend og drej dig på kontorstolen.

* Hæv skrivebordet inden frokostpausen, og inden du går hjem.

* Gå en kort tur på fem-ti minutter i frokostpausen.

* Hent én kop kaffe ad gangen i stedet for en hel kande.

* Hold walk-and-talk-møder.

* Gå hen til kollegaen i stedet for at ringe eller sende en mail.

* Stå op til foredrag og præsentationer bagest i lokalet.

* Stå op så meget som muligt i løbet af dagen ved det hæve-sænkebord, som danske arbejdspladser er velforsynede med.

* Hæv bordet hver gang du har telefonsamtaler.

* Lav konkurrencer om hvem der står mest op på kontoret.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed og Mikael Schneider: “Op af stolen. Gode råd til at undgå stillesidning.”

Der er derfor et stort forebyggende potentiale, hvis danskerne hvert eller hvert andet år bliver tjekket hos en øjenlæge eller optiker, konstaterer Kristian Mortensen.

Oplever man ændringer ved sine øjne, så er det vigtigt at reagere. Derved kan man nemlig nemmere undgå synstab.

Klik igennem galleriet for at se, hvilke symptomer du skal holde øje med for at undgå øjensygdom.

Kilde: Louis Nielsen.

Powered by Labrador CMS