Pas på med at grille under afbrændingsforbuddet: Det kan koste en stor bøde

Københavns Politi advarer folk mod at grille under afbrændingsforbuddet.

Udgivet Opdateret

Københavns Politi har søndag udsendt en advarsel til borgerne om at grille under afbrændingsforbuddet.

– Vi oplever stadig nogen som griller på offentlige pladser, samt små bål på bålsteder. Det er ikke tilladt – og i hvert tilfælde overvejer vi, om der skal sigtes for overtrædelse af afbrændingsbekendtgørelsen, skriver Københavns Politi på dets twitterprofil.

Pressekonsulent ved Københavns Politi Henrik Suhr vil overfor Newsbreak.dk ikke kommentere på, hvor mange gange politiet har uddelt bøder til folk for at grille og lave bål under afbrændingsforbuddet.

– Men det har været utroligt få tilfælde, siger Henrik Suhr til Newsbreak.dk.

Han forklarer, at det er forskellige faktorer, der afgør, hvor stor bøden bliver, hvis man vælger at trodse afbrændingsforbuddet.

– Bødestørrelsen bliver fastslået efter forskellige juridiske vurderinger, så man kan ikke sige noget generelt om, hvor stor en eventuel bøde bliver, siger Henrik Suhr.

Kan være farligt

Danske Beredskaber opfordrer også folk til at overholde afbrændingsforbuddet, da den nuværende tørke i Danmark øger risikoen for naturbrande markant.

– Den helt store problematik ved naturbrande er, at det går enormt stærkt, fordi vegetationen er så tør, som den er. Hvis det så samtidig blæser, så kan det være en næsten umulig opgave for beredskabet at inddæmme branden. Af den grund er det også meget vigtigt, at borgerne i de implicerede områder tager afbrændingsforbuddet meget alvorligt, også selvom det betyder, at der eksempelvis ikke må grilles i det fri på brændbart underlag, og at der ikke må tændes bål – heller ikke i bålfad og lignende, skriver Danske Beredskaber på sin hjemmeside.

Powered by Labrador CMS