Passager forsøger at komme ind i cockpit – fly må nødlande

En passager, der ville ud i cockpittet, er pågrebet af sikkerhedsvagter i lufthavnen i Melbourne.

Et fly fra Malaysia Airlines blev tuvnget til at lande, efter en mand forsøgte at komme in i cockpittet. Foto: Marina Lystseva/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Endnu engang må Malyasia Airlines stå for skud. Onsdag nødlandede et fly kort tid efter afgang.

En flyvning fra Melbourne mod Kuala Lumpur i Malaysia blev noget kortere end ventet for passagererne på MH128 onsdag aften.

Flyet vendte – kort efter at det var lettet – tilbage til den australske by, hvor sikkerhedsfolk pågreb en “forstyrrende passager”.

Passageren ville ifølge kabinepersonalet ud i cockpittet, skriver Malaysia Airlines i en udtalelse.

– Manden fik ikke adgang til cockpittet. Han blev overmandet, og en sikkerhedsplan blev sat i værk, hedder det.

Der var ikke på noget tidspunkt tale om en kapring af flyet, understreger det asiatiske selskab.

Flyet landede sikkert i Melbourne på en fjerntliggende landingsbane. Her ventede sikkerhedsfolk, som kunne tage imod passageren.

Flyet lettede klokken 23.11 lokal tid. Det landede igen i Melbourne klokken 23.41.

Politiet i den australske delstat Victoria siger, at manden forsøgte at komme ind i cockpittet, og at han var en trussel mod passagerernes og personalets sikkerhed.

– Malaysia Airlines undersøger hændelsen sammen med de australske myndigheder, hedder det i udtalelsen fra luftfartsselskabet.

De øvrige passagerer forlod flyet sikkert. De blev tilbudt plads på senere afgange eller med andre selskaber.

Fligthrader, som overvåger fly, siger, at fly på vej mod lufthavnen i Melbourne blev omdirigeret til andre lufthavne.

Den australske tv-kanal 9 skriver på Twitter, at det var andre passagerer, som overmandede personen.

Flere katastrofer for flyselskab

Malaysia Airlines har været igennem to store flykatastrofer i løbet af bare tre år.

I 2014 forsvandt MH370 på en flyvning mellem Kuala Lumpur og Beijing.

Senere samme år blev MH17 fra Amsterdam til Kuala Lumpur skudt ned over Ukraine.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS