Passagerfly styrtet ned: Alle er døde
Flyet er styrtet og ingen har overlevet, lyder det første meldinger om det forsvundne passagerfly
Der er umiddelbart ingen af de omkring 50 ombordværende, der har overlevet et flystyrt i det østlige Rusland.
Det beretter det statslige nyhedsbureau Tass, der henviser til foreløbige data.
Mistede kontakten
Det er ikke blevet bekræftet fra de russiske myndigheder, at de ombordværende er omkommet.
Tidligere torsdag mistede luftfartsmyndigheder i Rusland kontakten til passagerflyet, der er af typen Antonov An-24.
Flyet har plads til 44 passagerer.
Vragrester fundet
Efterfølgende meldte det russiske nyhedsbureau Ifax, at der var blevet fundet vragrester i Amur-regionen.
Samtidig sagde en embedsmand fra beredskabet, at en helikopter havde fundet flyet, og at der var brand i skroget.
Fem børn ombord
Fra helikopteren blev der ikke set nogen tegn på, at nogen har overlevet, oplyser redningsarbejdere ifølge AFP.
Det er fortsat ikke bekræftet, hvor mange der var om bord på flyet, som skulle til byen Tynda i Amur-regionen.
Den lokale guvernør, Vasilij Orlov, siger, at der ifølge foreløbige data var 43 passagerer - heriblandt fem børn - og seks ansatte på flyet. Altså 49 personer.
Fundet på bjergside
Det russiske beredskabsministerium siger, at tallet er nærmere 40.
Flyet forsvandt fra radarskærme, da det nærmede sig Tynda.
Det blev fundet på en bjergside 16 kilometer fra Tynda, oplyser beredskabet til Tass.
Hovedkvarter i Sibirien
Det nedstyrtede fly bruges af luftfartsselskabet Angara, der har hovedkvarter i Sibirien.
Guvernøren Vasilij Orlov skriver på beskedtjenesten Telegram, at flyet afgik fra Blagovesjtjensk.
Tæt på Kina
Byen ligger længere sydpå i Amur-regionen ved grænsen til Kina.
Det står endnu ikke klart, hvad der har forårsaget flystyrtet.
Men myndighederne ser det som en mulig forklaring, at mandskabet begik en fejl i forbindelse med at skulle lande. Det siger en unavngiven kilde fra beredskabet til Tass.
Dårlig sigtbarhed
Sigtbarheden var dårlig på det tidspunkt, hvor flyet skulle lande, siger kilden, som tilføjer, at andre mulige årsager også bliver undersøgt.
Myndighederne mistede kontakten til flyet omkring klokken 13 lokal tid - klokken 06 dansk tid.