Pist forsvundet

Den mystiske monolit, som har vakt undren og valfart, er pludselig forsvundet igen.

Udgivet Opdateret

Det mystiske skinnende objekt, der for nylig blev opdaget dybt inde mellem Utahs røde klipper, har fået adskillige vandrere og nysgerrige sjæle til at begive sig ud i området for at lede efter den. Det har til gengæld vist sig at være forgæves.

Monolitten, som den er blevet døbt, er nemlig forsvundet igen – sporløst, som da den dukkede op. Om det skyldes den megen pludselige opmærksomhed de seneste dage er uvist. Myndighederne i den amerikanske stat ved nemlig ikke, hvem der har fjernet den igen.

I en officiel pressemeddelelse skriver statens bureau for landskab (BLM), at den tre meter høje skulptur er blevet fjernet af en ukendt person eller gruppe. “BLM har ikke fjernet strukturen, som anses for at være privat ejendom. Vi efterforsker ikke forbrydelser, der involverer privat ejendom”, skriver BLM.

Den tunge stålskulptur er blevet fjernet om aftenen den 27. november, forlyder det.

Ukendt er det stadig, hvordan dan store skulptur havnede i området til at begynde med – og hvor længe den har stået der. Det var Utah Department of Public Safety, der sammen med en statslig vildtorganisation havde sendt en helikopter i vejret med det formål at tælle såkaldte bighorn-væddere, der pludselig gjorde den overraskende opdagelse.

Bret Hutchings, der fløj helikopteren, fortalte om oplevelsen, der blev gjort onsdag, til den lokale TV-station Ksltv. 

– Det var en af biologerne, der opdagede den, og på det tidspunkt fløj vi lige oven over den. Han sagde “vend om, vend om, der er en ting dernede, den er vi nødt til at se på”, siger han. Som sagt, så gjort.

Powered by Labrador CMS