Platini vil erstatte Sepp Blatter

Foto: MICHAEL BUHOLZER/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Sepp Blatters afløser som FIFA-præsident skal findes d. 26. februar næste år. Ifølge franske L’Equipe er UEFA-præsident Michel Platini klar til at overtage hvervet.

Avisen skriver, at Platini efter lange overvejelser har besluttet sig for at stille op til valget. Kandidaterne skal melde sig senest et halvt år inden valgdatoen, hvilket vil sige, at Platini og eventuelt andre præsident-kandidater skal stille op senest d. 26. oktober.

Platini skulle ifølge L’Equipe melde sit kandidatur inden for ti dage. Og franskmanden skulle allerede være i fuld gang med at snakke med lederne af de forskellige fodboldforbund i forsøget på at tiltrække stemmer.

I øjeblikket er verdens fodboldledere samlet i Zürich i FIFA-sammenhæng, hvor den nuværende og skandaleombruste FIFA-præsident Sepp Blatter igen kom i fokus på et pressemøde, da han blev overdænget med penge af den britiske komiker Lee Nelson, der senere blev anholdt for hændelsen.

Alt imens har Platini angiveligt sikret sig støtte fra det nordamerikanske fodboldforbund (CONCACAF), det sydamerikanske fodboldforbund (COMMEBOL) og det asiatiske fodboldforbund (AFC), hvilket giver ham et fornuftigt udgangspunkt i kampen om præsidentposten.

Powered by Labrador CMS