Pludselig kommer verdensstjerne og synger duet med dansk musiker

Den danske musiker, sanger og sangskriver Søren Sebber Larsen fik fredag fornemt besøg på scenen. Et øjeblik, der heldigvis blev foreviget.

Søren Sebber Larsen får besøg på scenen af Kris Kristofferson. Foto: Privat/Fra video.
Udgivet Opdateret

For filmelskere ringer navnet Kris Kristofferson sikkert en velkendt klokke – i hvert fald har hans film Convoy – hvor han spiller karakteren Rubber Duck – fra 1978 nærmest kult-agtig status. Som skuespiller har han blandt andet også medvirket i Blade og Blade 2.

Blandt musikere er Kris Kristoffersen nok mest respekteret og kendt for flere udødelige klassikere indenfor den mere country-agtige genre.

Men mon ikke også de fleste kan synge med på i hvert fald Help Me Make It Through The Night og Me and Bobby McGee, som nok er Kris Kristoffersons største hit gennem tiden?

Det kan i hvert fald den københavnske musiker, sanger og sangskriver Søren Sebber Larsen.

Koncert i København

Fredag aften gav 80-årige Kris Kristoffersen koncert i København – en koncert, som Ekstra Bladet i iøvrigt gav fire ud af seks stjerner.

Herefter var legenden inviteret til selskab. Et selskab, hvor Søren Sebber Larsen var hyret til at underholde.

– Jeg var en slags musikalsk tovholder den aften, siger 51-årige Søren Sebber Larsen til Newsbreak.dk.

I Sørens musikalske sæt inkluderede han et par country-klassikere.

Søren Sebber Larsen og Kris Kristoffersen. Forrest Sørens kæreste Stine. Foto: Privat.
Søren Sebber Larsen og Kris Kristoffersen. Forrest Sørens kæreste Stine. Foto: Privat.

– Der kunne jeg se, han sad og sang med, fortæller Søren Sebber Larsen.

På et tidspunkt får den danske musiker spurgt Kristoffersons kone, om hun tror hendes mand ville finde det for plat, hvis der blev spillet nogle af hans sange fra scenen.

– Hun sagde: Nej nej, det vil han elske.

Søren tog chancen og præsenterede en af idolets sange; For The Good Times. Og i samme åndedrag inviterede han legenden på scenen – skulle han have lyst. Og det havde han.

– Da han kom op tænke jeg, nu trækker jeg mig tilbage, men i stedet for at synge melodistemmen, synger han så andenstemmen, siger Søren Sebber Larsen, der måtte ty til hovedstemmen. Den stemme, som ikonet få centimeter fra ham, er vant til at synge.

– Jeg havde sådan en lille… jeg sang de to første linjer og gjorde som om, jeg ikke rigtig kunne huske den tredje. Så kom han op, halvgriner Søren Sebber Larsen i telefonen.

Den lille finte, eller resultatet af den, er nok en, danskeren vil huske rigtigt længe.

Del af The Highwaymen

Kris Kristofferson er ikke kun ene mand på scenen. Han var også en del af gruppen The Highwaymen, der talte så prominente navne som Johnny Cash, Willie Nelson og Waylon Jennings.

Kris Kristofferson er en rigtig gentleman

Søren Sebber Larsen omtaler Kris Kristofferson som en rigtig gentleman.

– Jeg troede, han ville være sådan en barsk fyr, men det var han ikke, siger han.

Danskeren er i det hele taget vild med den Texas-fødte amerikaner. Især teksterne.

– Den lyrik, den er simpelthen så stærk, som han udtrykker det.

Ikke første gang

Det er dog ikke første gang, hvor Søren Sebber Larsen har været i sådan en situation.

For nogle år siden skete det samme – blot med Cliff Richard som den stjerne, der kom op på scenen og spillede. Ikke kun med Søren Sebber Larsen som backing – også Brødrene Olsen gav deres besyv med.

Det kan du se en video af HER.

Søren Sebber Larsen har i sit virke som musiker blandt andet været en af de pianospillende værter i Hit Med Sangen. Derudover har han været kapelmester på Fællessang på Charlie og fungeret som musiker i teatersammenhænge med blandt andre Amin Jensen og Michael Carøe. Og så ellers spillet et utal af livejobs med lige så mange forskellige musikere.

Se videoen af Søren og legenden herunder.

Powered by Labrador CMS