Politi gemmer ulovlige DNA-profiler

Foto: mario beauregard/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det er en kendt sag, at DNA-prøver spiller en stadig større roller under politiets efterforskninger, og det efterlader hvert år myndigheden med DNA-profiler fra en lang række mistænkte, der i sidste ende ikke blev sigtet i den pågældende sag.

Loven byder, at politiet skal slette de pågældende DNA-profiler efter 10 år, men det sker ikke, skriver Information lørdag.

Det fremgår af et svar, justitsminister Mette Frederiksen (S) har givet Folketingets retsudvalg.

»Rigspolitiet er blevet opmærksom på, at der ikke foretages sletning fra DNA-profilregisteret i tilstrækkelig omfang i forhold til de slettekrav, som blev indført ved lov,« skriver ministeren i et skriftligt svar.

Hun kalder det i samme stund uacceptabelt.

»Som anført i notitsen er det uacceptabelt for Rigspolitiet, hvis der fortsat er registreret DNA-profiler i Dna-profilregisteret, som burde være slettet. Jeg er naturligvis af samme opfattelse som Rigspolitiet,« skriver Mette Frederiksen ifølge Information.

Tilbage i 2010 vurderede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det er i strid med menneskerettighederne, hvis myndigheder opbevarer fingeraftryk og spyt- og blodprøver fra tidligere mistænkte i ubestemt tid. Men politiet har haft vanskeligt ved at finde en procedure, der kan sikre, at profilerne bliver slettet. I øjeblikket er der registreret 107.000 DNA-profiler, men politiet mangler overblik over, hvornår mange af prøverne er foretaget.

Rigspolitiet oplyser, at man arbejder på at finde en metode, der kan sikre, at DNA-profilerne bliver slettet rettidigt.

Powered by Labrador CMS