Politiet advarer: Sådan bliver du snydt på nettet

Sydøstjyllands Politi advarer mod lyssky typer på det store internet, men truslen gælder hele landet.

Almindelige danskere bliver mødt af et væld af salgsannoncer på nettet, men nogle er fup og fidus. På de næste billeder her i galleriet kan du se en række gode råd til, hvordan du sikrer dig bedst muligt. Foto: Scanpix
Almindelige danskere bliver mødt af et væld af salgsannoncer på nettet, men nogle er fup og fidus. På de næste billeder her i galleriet kan du se en række gode råd til, hvordan du sikrer dig bedst muligt. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Facebook, Den Blå Avis og Gul og Gratis. Snydt på nettet.

Det er blot nogle af de platforme, der fylder det store vide internet med salgsannoncer, hvor slagtilbud og nye eller brugte sager handles mellem privatpersoner. Det har – ud over muligheden for let at skaffe sig ønskevasen eller retrolegetøj – også en bagside.

Derfor advarer og opfordrer Sydøstjyllands Politi nu i en pressemeddelelse handlende på nettet til at udvise agtpågivenhed, så de slipper for at blive snydt på nettet. En advarsel der altså gør sig gældende uanset, om du bor i Billund, Nakskov eller Frederikshavn.

Normal praksis i nethandler er – for sælgers skyld – at køberen overfører aftalte beløb, hvorefter varen sendes eller leveres. Nogle gange går det dog galt, og den vare, køber har betalt for og har glædet sig til at modtage, dukker aldrig op. På den måde bliver man snydt på nettet.

– Det er rigtig ærgerligt, at der sidder nogle uærlige mennesker, som tjener penge på andre menneskers gode tro og tillid, og det er det, vi med denne kampagne gerne vil sætte fokus på. Der er nemlig grund til at være særlig opmærksom, når man handler med private på nettet, fortæller politikommissær Jens Møller Pedersen fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Sådan bliver du snydt på nettet

Når man handler med private på nettet, fungerer det ikke som, når man handler med egentlige netbutikker, hvor man kan undersøge butikkens troværdighed, inden man køber varen, og hvor man betaler for sin vare via en sikkerhedsgodkendt betalingsform. Det er naturligvis med til at skabe usikkerheder.

– Man har simpelthen ikke samme sikkerhed i en privat handel, og derfor skal man her være særlig opmærksom, understreger Jens Møller Pedersen.

Internetbedragere kan både finde på at oprette falske annoncer, hvor de foregiver, at de har en vare til salg, eller også opsøger de annoncer, hvor en køber har annonceret efter en vare, han er interesseret i at købe. De vil herefter oplyse, at de netop har denne vare til salg. Uden egentlig at have den.

Dybt ulovligt

Fremgangsmåden er ikke overraskende på nogen måde lovlig, og derfor betragter politiet også sagerne som svindel.

– Det er vigtigt at understrege, at det er ulovligt at sætte en vare til salg på internettet, man ikke har og ikke har i sinde at sende til en person, der betaler for den – eller at tage kontakt til andre, for at sælge en vare, man ikke har, og som man modtager penge for. Det straffes med op til seks års fængsel i særligt grove tilfælde, men ellers med op til halvandet års fængsel, fortæller politikommissæren.

Af samme grund er det nødvendigt at melde svindlen til politiet, der dermed har mulighed for at forfølge svindleren, så andre ikke også bliver snydt.

Man kan hjælpe Politiet med at fange bedrageren og få ham eller hende dømt ved at gemme telefonnummer på ’sælger’, beskeder man har sendt og modtaget fra ’sælger’ og oplyse, hvad man ellers ved om personen.

I galleriet over artiklen har vi samlet en række gode råd fra politiet til, hvordan du bedst sikrer dig mod at ryge i svindelfælden.

Powered by Labrador CMS