Politiet efterlyser vidner: Er du blevet tilbudt gratis sprut og smøger?

Det er en lidt usædvanlig efterlysning, som ordensmagten har lagt op på sin Facebook-profil - men baggrunden er ganske alvorlig. Det handler nemlig om et voldeligt røveri i en købmandsbutik

Er du blevet tilbudt gratis sprut, så vil politiet gerne tale med dig. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Er du blevet tilbudt gratis sprut? Så vil politiet gerne høre fra dig.

Fredag 4. maj blev politiet kaldt ud til Butik Nivi i Ilulissat – også kendt som Jacobshavn.

I første omgang lød anmeldelsen på vold, men på stedet viste det sig, at der var tale om et røveri, som var sket lige inden klokken 16.

Et røveri, som i øvrigt efterlod en medarbejder med et flækket øjenbryn samt flere blå mærker.

Det skriver politiet på sin Facebook-profil, hvor de også leverer en efterlysning.

Politiet ser med stor alvor på sagen

Efterfølgende forlod de to gerningsmænd nemlig Butik Nivi – og de tog både spiritus og cigaretter med sig.

Du kan se opslaget fra Grønlands Politi herunder – artiklen fortsætter under billedet:

Som det fremgår af opslaget, så ser politiet i Ilulissat meget alvorligt på sagen.

Efterlyser modtager af gratis våde varer

Derfor efterlyser man vidner – og især en enkelt passus i opslaget er iøjnefaldende. Politi opfordrer nemlig folk, som eventuelt har været til fest samme fredag, og som i den forbindelse har modtaget gratis cigaretter og spiritus.

De to gerningsmænd beskrives som henholdsvis en mand på cirka 185 centimeter. Han var iført dynebetræks-lignende stof, briller og Salomon-støvler – og så medbragte han et slagvåben i form af et bordben i træ.

Den anden mand beskrives som cirka 170 centimeter høj, tynd af kropsbygning, foroverbøjet og iført sort jakke, sorte bukser, sort taske, briller samt et rødt stof. der dækkede ansigtet.

Politiet i Ilulissat kan kontaktes på telefon 701422.

Powered by Labrador CMS