Politiet i kæmpe narkofangst: 70-årig sigtet

70-årig mand sigtes for indsmugling til Danmark af 13,5 kilo mdma og to kilo kokain.

Her ses ecstasy-piller, der indeholder MDMA. MDMA kan du også få i krystalform. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Politiet har afsløret smugleri af en usædvanligt stor mængde af det syntetiske narkotika mdma ved en aktion i København.

Betjente har beslaglagt 13,5 kilo af stoffet og har anholdt tre mænd i sagen. Den ene er 70 år og sigtes for at have indsmuglet såvel mdma som to kilo kokain, oplyser anklager Annika Jensen.

De to andre anholdte er henholdsvis 17 år og i 20’erne.

Anklageren oplyser, at hun i et grundlovsforhør lørdag eftermiddag vil begære de tre anholdte varetægtsfængslet.

Sagen er efterforsket af Særlig Efterforskning Øst, som er en specialgruppe, der beskæftiger sig med organiseret kriminalitet. Anholdelserne foregik fredag eftermiddag.

Den beslaglagte mængde er stor, når man ser på statistikker fra Rigspolitiet. Hele sidste år fandt politiet i alt blot 3,7 kilo mdma, og i de to foregående år var mængden 33,7 og 7,4 kilo.

Mdma er et populært stof blandt unge i nattelivet, har Rigspolitiet tidligere oplyst i et svar til Folketingets Retsudvalg.

Det er flere gange blevet omtalt i forbindelse med ulykkelige hændelser, hvor helt unge er blevet forgiftet og er afgået ved døden, fordi de har indtaget mdma i stærkt koncentreret form. For eksempel mistede en 16-årig dreng livet i Dianalund sidste år.

Mdma er en form for ecstasy og virker opkvikkende, har Sundhedsstyrelsen kunnet fortælle.

Nærmere detaljer om den aktuelle sag i København ønsker anklager Annika Jensen ikke at frigive. Det skyldes, at retsmødet lørdag ventes afholdt bag lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning.

Powered by Labrador CMS