Politiet indstiller eftersøgning af 21-årige Jonas

Nu har politiet indstillet eftersøgningen af 21-årige Jonas Hedegaard Hansen.
Udgivet Opdateret

Midt- og Vestjyllands Politi har tirsdag afsluttet den aktive eftersøgning af den 21-årige Jonas Hedegaard Hansen, der forsvandt natten til fredag efter en bytur i Holstebro.

Det fortæller lederen af lokalpolitiet i Holstebro, vicepolitiinspektør Allan Laustsen.

»Vi har afblæst den del af eftersøgningen, hvor vi har folk aktivt ude i terrænet, men vi efterforsker stadig hans forsvinden,« siger han.

»Vi mener, vi har afsøgt alle de steder, hvor vi tror, han kunne være. Vi har afsøgt hele midtbyen af Holstebro ud til kasernen og Vængerne, og derudover har vi kigget åløbet meget grundigt i gennem. Vi har ikke flere idéer om, hvor han kan være forsvundet hen,« siger Allan Laustsen om baggrunden for beslutningen.

Eftersøgning siden fredag

Siden fredag har politiet, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen ledt efter den forsvundne 21-årige konstabel til lands og i vandet i Storåen, der løber tværs gennem Holstebro. Det er dog fortsat ikke lykkedes at finde spor af Jonas Hedegaard Hansen, men politiet fastslår, at man ikke har opgivet at finde ham.

»Vi håber stadig, at nogen retter henvendelse til os med oplysninger om manden. Vi er også i færd med at kigge vores overvågningsmateriale i gennem, så vi måske kan blive klogere på, hvilken retning han er gået i. Hvis det giver nye oplysninger, tager vi selvfølgelig ud og kigger igen, men indtil videre har det ikke givet noget,« siger Allan Laustsen.

Privat eftersøgning går i gang

Nu hvor myndighederne ikke længere aktivt leder efter Jonas Hedegaard Hansen, har den unge mands familie sammen med Missing People Denmark taget initiativ til en privat eftersøgning, og derfor anmoder Jonas Hansens bror på Facebook om hjælp til at lede.

»Hvis du vil hjælpe, kan du se indkaldelsen fra Missing People på deres FB-side for at se detaljer om, hvordan du deltager. Selvom min families og mit liv lige nu står stille, mens vi venter på at finde Jonas, ved vi godt, at jeres ikke gør. Netop derfor er vi fyldt med taknemmelighed og beundring for al den hjælp, I har ydet indtil nu. Uendelige tak for det,« skriver Claus Linddahl Hansen.

Politiet i Holstebro har været i kontakt med den private eftersøgningsgruppe, og myndighederne har udleveret efterforskningsmateriale for at lette arbejdet.

Powered by Labrador CMS