Politiet kommer med nye detaljer om fund i ubådssagen

Københavns Politi fortsætter eftersøgningen i Køge Bugt efter Kim Walls manglende arm.

Dykkere fandt tirsdag en arm, der sandsynligvis er Kim Walls venstra arm. Torsdag fortsætter eftersøgningen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Dykkere fandt tirsdag en arm, der sandsynligvis er Kim Walls venstra arm. Torsdag fortsætter eftersøgningen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

Tirsdag fandt dykkere en arm i Køge Bugt. Armen er med stor sandsynligvis Kim Walls.

Onsdag oplyser Københavns Politi, at der er tale om venstre arm, og at armen blev holdt nede under vandet med rørstykker, der var spændt fast med strips. Rørstykkerne var samme slags, som der blev fundet spændt fast på Kim Walls ben.

Dykkere har fortsat eftersøgningen i området, men har ikke gjort nye fund onsdag.

Armen blev fundet omkring en kilometer fra stedet, hvor Kim Walls ben og hoved blev fundet af dykkere.

Eftersøgningen efter den manglende højre arm fortsætter torsdag.

Overblik: Peter Madsen og Kim Wall

* 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus”. De stævner ud fra Refshaleøen i København.

* Natten til 11. august melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent om aftenen.

* 11. august finder man efter lang tids eftersøgning “UC3 Nautilus” i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og PeterMadsen bliver reddet i land.

Han siger, at en fejl fik ubåden til at gå ned, og at Kim Wall om aftenen blev sat i land på Refshaleøen.

* 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

* Natten til 13. august får man ubåden bragt på land, og undersøgelser af den begynder. Politiet siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling, og at det formodes, at Kim Wall er død.

* 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han skaffede sig efterfølgende af med liget i Køge Bugt.

Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et lig i vandet ved Vestamager.

* 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”. Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.

* 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig omgang med lig.

Madsen erkender sig skyldig i at have smidt Wall i havet, efter at hun ifølge ham døde, da hun fik en tung luge i hovedet. Men han nægter at have parteret hende.

* 5. september får Peter Madsen forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger. Han er nu sigtet for både drab og usømmelig omgang med lig.

* 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Blandt andet er der fundet optagelser af kvinder, der bliver dræbt og tortureret.

Det kommer også frem, at Wall er blevet stukket 14 gange i underlivet og en enkelt gang i brystet.

* 7. oktober oplyser politiet, at man har fundet Kim Walls hoved, to ben, tøj og en kniv i Køge Bugt. Der er ingen spor af fraktur på kraniet. Dermed forekommer det usandsynligt, at Madsens forklaring om hendes død er sand.

* 30. oktober kommer det frem, at Peter Madsen har ændret sin forklaring om, hvordan Kim Wall døde. Det er sket under en afhøring 14. oktober.

Nu siger han, at hun formentlig døde af kulilteforgiftning, mens han var på ubådens dæk. Han erkender nu at have parteret Wall.

I forbindelse med afhøringen 14. oktober blev Madsen desuden præsenteret for en ny sigtelse. Politiet mener, at de 14 knivstik i Walls underliv udgør en overtrædelse af straffelovens paragraf om anden kønslig omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder.

Peter Madsen nægter sig skyldig i den del af sigtelsen, ligesom han også fastholder sin uskyld, hvad angår anklagen om drab.

* 14. november oplyser Peter Madsens advokat, at han frivilligt går med til at lade sin fængsling forlænge i yderligere fire uger. Foreløbigt skal han sidde fængslet frem til 13. december.

* 21. november finder Forsvarets dykkere i samarbejde med politiet en arm i Køge Bugt. Den menes at tilhøre Wall.

* 29. november klokken 10.20 finder dykkere endnu en arm i Køge Bugt. Armen er ikke undersøgt, men den menes at være Kim Walls.

* Efter planen begynder retssagen mod Madsen 8. marts 2018 i Københavns Byret. Sidste planlagte retsmøde er 25. april 2018.

Kilde: Ritzau. 

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, oplyser politikredsen i sin pressemeddelelse.

 

Powered by Labrador CMS