Politiker: -Du bliver bollet i hoved og røv

Nye Borgerliges forretningsudvalg har fredag ekskluderet John Pawlik, byrådsmedlem for partiet i Vordingborg. Det sker efter, at politikeren truede en journalist

John Pawlik er blevet ekskluderet.
John Pawlik er blevet ekskluderet.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Radio Loud

John Pawlik, byrådsmedlem og kommunalvalgskandidat for Nye Borgerlige i Vordingborg, er blevet ekskluderet af sit parti »med øjeblikkelig virkning«.

Det meddeler Nye Borgerlige til Radio Loud.

Partiets forretningsudvalg traf beslutningen fredag eftermiddag. Det sker efter, at lokalpolitikeren, i et interview med Radio Loud, har truet journalisten.

"Du bliver bollet i hoved og røv nu, bare vent og se. Jeg har allerede sat noget i gang. Så du kan godt glæde dig", lød beskeden over for journalisten.

Tager afstand

Nye Borgerlige tager afstand fra det nu tidligere medlem.

"Det er ikke en acceptabel adfærd. Nye Borgerlige tager kraftig afstand fra vold og trusler om vold i alle sammenhænge", skriver Nye Borgerliges pressechef, Lars Kaaber, i en mail til Radio Loud.

John Pawlik vil fortsat fremgå på Nye Borgerliges stemmeseddel til kommunalvalget i Vordingborg Kommune 16. november, da den opstillede liste ikke længere kan ændres.

Radio LOUD har været i dialog med John Pawlik efter Nye Borgerliges beslutning. 

Han har ingen kommentarer til, om han vil fortsætte som løsgænger i Vordingborg byråd.

Powered by Labrador CMS