Præst anholdt: Holdt propfyldt gudstjeneste

En præst blev i mandags anholdt i sit hjem, fordi han søndag havde holdt gudstjeneste.

Udgivet Opdateret

Det hører til sjældenhederne, at præster bliver anholdt. Det hører til de endnu mere sjældne sjældenheder, at det skyldes en gudstjeneste. Ikke desto mindre er det præcis derfor, politi dukkede op hjemme hos en præst i den amerikanske stat Florida i mandags.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Søndag havde han nemlig holdt gudstjeneste i sin kirke – og det var en endog velbesøgt en af slagsen. Deri ligger så problemet. For USA har i lighed med Danmark indført forbud mod at samle sig i kirker under den verserende coronapandemi.

CBS News skriver, at gudstjenesten sågar blev lagt online på et direkte videostream, så folk hjemme i stuerne kunne følge med. På den måde var det heller ikke så svært for ordensmagten at finde frem til præsten i spidsen for det hele. Han var endda advaret på forhånd.

– Vi modtog et anonymt tip om, at præsten nægtede at afstå fra store forsamlinger i sin kirke. I stedet opfordrede han faktisk sin store menighed til at mødes i kirken, fortæller Chad Chronister, der er politichef i Hillsboroug County, hvor seancen fandt sted.

Præsten risikerer nu fængselsstraf op til 60 dage og bøder i størrelsen 500 amerikanske dollar.

USA er hårdt ramt af coronavirus-smitte, og det anslås, at 100.000 dødsfald vil være en succes. Derfor opfordres der – på samme måde som i Danmark – til social distancering overalt i landet.

Powered by Labrador CMS