Prinser gik på opdagelse i genåbnet akvarium

Grevinde Alexandra og hendes 2 sønner Prins Nikolai og Prins Felix indviede torsdag formiddag det nyrenoverede Oceanarium i Hirtshals. Her ses de 2 prinser hilse på dykkeren og klumpfisken gennem den tykke rude. Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Prins Nikolai og prins Felix var Kristi himmelfartsdag med til at genindvie det nordjyske akvarium Nordsøen Oceanarium.

Mens mange danskere udnyttede torsdagens flotte sommervejr, brugte prinserne Nikolai og Felix Kristi himmelfartsdag sammen med deres mor, grevinde Alexandra, ved genåbningen af det nordjyske akvarium, Nordsøen Oceanarium. Det skriver Billed-Bladet.

Grevinden var inviteret som æresgæst ved arrangementet, hvor akvariet blev genåbnet efter at have været lukket i fem måneder grundet en større renovation. Her havde hun taget begge sønnerne med.

– Det er en fantastisk måde at formidle livet i havet på, sagde grevinde Alexandra til Billed-Bladet ved genindvielsen.

Efter den officielle åbning gik de to prinser på opdagelse i akvariet, som rummer 4,5 millioner liter vand, og hvor godt 4300 fisk svømmer rundt sammen med akvariets store attraktion – klumpfisken.

Blandt andet fik grevinden og prinserne lov til at fiske både søstjerner og krabber op af bassinet for at studerede dem nærmere.

Nordsøen Oceanarium er Nordeuropas største af sin art. Akvariet blev lukket tilbage i januar, da man fandt en stor revne i det gamle glas, og det er nu blevet udskiftet med en akrylrude. Den nye rude alene vejer 38 tons og er 41 centimer tyk.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS