Problemer med klokkeværket gjorde Kisser rasende

Kisser er ikke ene om at være generet af dét problem.

Der har været gang i kirkeklokkerne flere steder i landet. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det er de færreste mennesker, der bestiller morgenvækning til klokken 04.10. Derfor vakte det heller ikke stor begejstring, da klokkeværket ved Jerne Kirke i Esbjerg satte i gang tidlig onsdag morgen. Det fortæller TV Syd.

Naboerne til Jerne Kirke i det østlige Esbjerg fik sig en tidlig morgenvækning og uventet klokkespil i morges ved 04-tiden. Flere ringede til Syd- og Sønderjyllands Politi og frabad sig vækningen.

– Der var ikke ligefrem begejstring i stemmen hos anmelderne, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV Syd.

Det lykkedes politiet at få vækket kirketjeneren – og han fik stoppet det løbske automatiske klokkeværk.

Klokkespil i Løgstør

Der er endnu ingen forklaring på, hvad der fik klokkerne til at lyde i den frostklare nat, men sikkert er det, at kirken ikke er den eneste, der har haft problemer med klokkeværket i den seneste tid.

DR Nyheder skriver, at borgere i Løgstør i Nordjylland mandag aften døjede med, at Løgstør Kirkes kirkeklokker spillede fra 23.30 til tirsdag morgen klokken 08.00.

– Min søvn har været meget begrænset. Når jeg går forbi spejlet i dag, så er det syn, der møder mig, præget af dårlig billedkvalitet og indkøbsposer under øjnene, siger Kisser Hamborg Nielsen, der er nabo til kirken, og som DR Nyheder har talt med. 

I Løgstør er der dog en forklaring på, hvorfor naboerne til kirken blev beæret med klokkespil natten lang. Man formoder i hvert fald, at automatikken på klokkespillet er slået til ved en fejl.

Powered by Labrador CMS