Professor: Klart at skolereform giver stress

Skolereformen har budt på store omvæltninger for folkeskolelærerne. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Udgivet Opdateret

Når der sker store omvæltninger på en arbejdsplads, kan det skabe usikkerhed og angst, fortæller ekspert.

Flere skolelærere må opgive at møde på arbejde, når forventningsfulde elever sidder og er klar til undervisning.

Sygemeldte lærere er den seneste måned blevet et større problem på de danske folkeskoler. Det viser en rundringning, som Newspaq har lavet blandt 14 lærerforeninger jævnt fordelt i landet. Her lyder meldingen fra seks af dem, at der har været flere sygemeldinger end sædvanligt allerede en måned inde i det nye skoleår.

Men problemet kan ikke komme bag på nogen. Det mener professor Steen Visholm fra Center for Organisationspsykologi på Roskilde Universitet. Når der sker så store ændringer, som i skolereformens tilfælde, vil det få konsekvense, forklarer han.

– I det øjeblik hvor det mindste rygte om ændringer slipper ud, opstår der angst og usikkerhed over hele linjen. Reaktionen kan give sig udslag i eksempelvis depression, oprør og følelsesmæssig tilbagetrækning, siger han til Newspaq.

Derfor er det er vigtigt, at der bliver taget hånd om lærerne, så problemerne ikke udvikler sig negativt.

– Hvis man ikke får tacklet problemerne ordentligt og får sagt ordentligt farvel til det gamle, så opstår der guldalderfantasier om, at skolerne var meget bedre i gamle dage. Når man trækker sig tilbage fra her og nu og drømmer om fortiden, er det klart, at det giver et stort tab af god energi på arbejdspladsen, forklarer Steen Visholm.

Det er ledelsens opgave at sørge for, at angst og usikkerhed på arbejdspladserne mindskes så meget som muligt, mener professoren. Derfor skal lederne lytte til medarbejderne og medarbejderne til hinanden.

– Når folk bliver bange og usikre, har de svært ved at tage imod information, ledere vil tit gerne informere en hel masse, men lærerne kan ikke høre efter, før de har fået delt deres bekymringer med ledelsen. Der er mange, der tænker, at man er illoyal, hvis man kommer med forbehold overfor det nye, siger Steen Visholm.

Hos Skolelederforeningen er formanden heller ikke overrasket over, at det ser ud til, at flere lærere sygemelder sig efter reformens indtog.

– Hver eneste gang, vi har haft store ændringer på skoleområdet, ser vi, at der er flere sygemeldinger, fordi man går ind og rører ved noget personligt. Så det er helt forventeligt, siger Claus Hjortdal til Newspaq.

Han understreger, at reformen har medført en massiv kulturforandring, som både lærere og skoleledere skal lære at tackle. Her peger han dialog, åbenhed og samarbejde som vejen frem.

– Det er skolelederne, der har bolden, men medarbejderne skal spille med og anerkende de eksisterende vilkår. Det, der ikke fungerer, må vi prøve at få til at fungere på en anden måde og gå konstruktivt ind i det, siger han.

Han vil ikke anerkende, at de flere sygemeldinger skyldes manglende ressourcer, men pointerer i stedet, at lærerne skal vænne sig til en ny kultur, hvilket kan være svært.

Newspaq

Powered by Labrador CMS