Råb om hjælp: Prinsesse ikke set i 21 år

Prinsesse Latifa anklager sin far for at holde hende som gidsel. Men ifølge Latifa er situationen endnu værre for hendes søster

Sheikhen ses i disse dage ved cykelløbet UAE Tour, der blandt andet køres i Dubai. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Prinsesse Latifa fra Dubai tiltrak sig for nylig hele verdens opmærksomhed, da hun stod frem og anklagede sin far for at holde hende fanget som gidsel.

Hendes far, Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, er emir i Dubai.

Men nu, som i et eventyr med omvendt fortegn, advarer Latifa om, at hun har en søster, der har det meget værre. Det skriver BBC.

Så er spørgsmålet blot, om der også dukker en tredje “Bukke Bruse” op i mareridtet.

Fanget i 20 år

Prinsesse Latifa skriver i et brev til britisk politi, at hendes søster Shamsa holdes fanges af faderen:

“Alt jeg beder om, er at I ser på sagen og hjælper hende med at få sin frihed tilbage. Jeres hjælp kan sætte hende fri, skriver hun.

Prinsesse Shamsa blev som 18-årig bortført på gaden i Cambridge i England. Siden er hun ikke set offentligt. Bortførelsen fandt sted i år 2000.

Shamsa tilbragte en stor del af sin barndom i England og fik en vestlig uddannelse.

Hun skal have været meget engageret i civilsamfundet og have ønsket bedre rettigheder for kvinder i Mellemøsten. Det er angiveligt disse holdninger, der har fået faderen til at kidnappe hende.

Planlagde flugt

I 1999 fik Shamsa så at vide, at hun ikke måtte bo og studere i England længere.

Prinsessens fætter, Marcus Essabari, fortæller til BBC, at hun herefter lagde en flugtplan.

I sommeren 2000 stjal hun så sin fars bil og flygtede til et hotel i Cambridge. Her blev hun opsporet af emirens sikkerhedsvagter, der bortførte hende og satte hende på et fly til Dubai.

Her skal hun have siddet fængslet i årevis, og fyldt med medikamenter:

– Hun blev en “zombie” af alle pillerne, siger prinsesse Latifa til BBC.

Tætte bånd til Elizabeth

Ifølge BBC plejer Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum nære relationer til det britiske kongehus.

Han skulle være en god ven af dronning Elizabeth, og er desuden en af de største jordbesiddere i Storbritannien.

BBC mener, at hans tætte bånd til kongehuset og myndighederne har forhalet sagen.

Den britiske udenrigstjeneste oplyser til BBC, at man anser sagen for at være et privat anliggende mellem far og datter, og man derfor ikke vil gå ind i en eventuel efterforskning af sagen.

I 2018 sagde Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum til en britisk domstol, at han var “lettet over at have fundet sin sårbare datter, da hun forsvandt”.

Domstolen i London dømte i øvrigt til fordel for sheikens tidligere hustru, prinsesse Haya af Jordan, at emiren af Dubai beordrede bortførelserne af Latifa og Shamsa.

Meget har det dog ikke ændret på.

Politi nægtet indrejse

Lige før prinsesse Shamsa blev fløjet til Dubai nåede hun at aflevere et brev til en advokat i London.

I brevet stod, at hun var kidnappet af sin far, og hun bad de britiske myndigheder om hjælp.

Først syv måneder senere blev sagen grundigt undersøgt af politiet, skriver BBC.

Sagen blev efterforsket af David Beck fra politiet i Cambridge. Han har tidligere sagt til BBC, at han kom i kontakt med prinsesse Shamsa, før hun blev fløjet til Dubai. Han mente, at hendes forklaring lød troværdig.

Men sagen blev alligevel henlagt, da politiet blev nægtet indrejse i Dubai:

– Jeg fik aldrig at vide hvorfor, siger David Beck.

Emiren af Dubai er far til 25 og en af verdens rigeste mænd.

Powered by Labrador CMS