Raket-Madsen udskød vigtig begivenhed dagen inden ubådstur

Det var planen, at Peter Madsens virksomhed skulle affyre en raket på Bornholm. Men det udskød han.

Udgivet Opdateret

Det var oprindeligt planen, at Raketmadsens Rumlaboratorium, der er Peter Madsens virksomhed, havde booket tid til en raketopsendelse 26. august i Nexø på Bornholm.

Men dagen før, at Peter Madsen stævnede ud med den svenske journalist Kim Wall i ubåden “UC3 Nautilus”, udskød han raketopsendelsen.

Det fremgår af Peter Madsens blog på mediet Ingeniøren.

Det var omkring klokken 19 torsdag i sidste uge, at de to sejlede ud fra Refshaleøen i København. Aftenen før klokken 22.27 blev hans blogindlæg lagt op på mediet.

Strid om opsendelse

I ugerne forinden havde Peter Madsen debatteret med konkurrenten Copenhagen Suborbitals (CS) om, hvem der først skulle have lov til at opsende sin raket.

Peter Madsen erkendte i indlægget, at CS bookede tid først.

– Så jeg vælger, efter at have overvejet det grundigt, at vi først opsender, når CS har opsendt.

– Dermed respekterer vi både argumentet om “først til mølle” og argumentet om “stil dig bagest i køen”, og det må så være hævet over enhver tvivl, at jeg ikke chikanerer CS i denne sammenhæng, skrev Peter Madsen.

Begge opsendelser godkendt

Søfartsstyrelsen og Forsvaret havde ellers godkendt begges raketopsendelser og udlånt et havområdet ud for Nexø. Og det var ifølge Ingeniøren så op til dem selv at beslutte sig for fordelingen.

Ubåden, som Madsen selv har bygget, blev set omkring midnat natten til fredag og var derefter ude af syne, indtil den dukkede op syd for Drogden Fyr næste formiddag.

Her sank båden, og da Peter Madsen kom i land, blev han anholdt af politiet og sigtet for drab på Kim Wall.

Københavns Byret valgte dagen efter at varetægtsfængsle Peter Madsen, men ikke på en mistanke om drab.

Retten fængslede Madsen på baggrund af en mistanke om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Politiet leder efter en død

Både danske og svenske myndigheder leder fortsat efter den forsvundne kvinde.

Torsdag kom det frem, at man fra dansk politis side er nået frem til, at man nu lder efter en død person.

– Vi mangler fortsat et lig i sagen. Det er vores klare formodning, at vi leder efter en død person. Det gør vi primært i området omkring Køge Bugt. Både på den danske og den svenske side, sagde efterforskningsleder Jens Møller i en video, Københavns Politi havde udarbejdet i forbindelse med nyheden.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS