Rammer danskerne meget hårdt

En dansk familie skal hver måned finde flere tusinde kroner ekstra i budgettet næste år, vurderer økonom

Udgivet Opdateret

I 2022 har den buldrende inflation været et usædvanligt dyrt bekendtskab for danskerne, og regningen for de stigende priser er ikke færdig med at vokse.

Det vurderer Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom hos pensionsselskabet PFA.

- At en liter mælk bliver et par kroner dyrere, er muligvis ikke noget, man bider så meget mærke i, når man er ude at handle.

- Men at den samlede inflationsregning for det seneste år er blevet så meget større, det er virkelig noget, der springer i øjnene, og det er klart noget, der kan mærkes, siger hun.

4.000 ekstra om måneden

En typisk dansk familie har måttet finde 4000 kroner ekstra i budgettet om måneden for at holde trit med højere udgifter til eksempelvis varme, el, benzin og fødevarer.

Ifølge en beregning fra PFA skal der i 2023 skal findes yderligere 2000 kroner om måneden, hvis man fortsat skal kunne følge med priserne.

- Med den inflation, som Nationalbanken og De Økonomiske Vismænd har stillet i udsigt, er det ikke urealistisk, at en typisk dansk familie skal regne med at have omkring yderligere 2000 kroner ekstra op af lommen hver måned.

- Altså alt i alt 6000 kroner mere for dagligdags ting sammenlignet med prisniveauet i 2021, lyder det.

Det fortsætter

Beregningen fra PFA bygger på en gennemsnitlig familie på fire med benzinbil og parcelhus, der bliver opvarmet med naturgas.

Bor man i en bolig, der er tilkoblet fjernvarmenettet, så har familiens ekstraregning været lidt mindre det seneste år, skriver PFA.

Inflationen i Danmark har set over hele 2022 været på cirka otte procent. Det skriver PFA.

Hvis man skal tro en prognose fra Nationalbanken, vil vi næste år se en inflation, som ligger over fire procent.

INFLATION

I en markedsøkonomi kan priserne på varer og tjenester altid variere.

Nogle priser stiger, andre priser falder.

Der er tale om inflation, hvis der er en generel stigning i priserne, ikke kun på en enkelt vare eller tjeneste.

Det betyder, at man kan købe mindre for 1 euro.

Eller sagt på en anden måde: 1 euro er mindre værd, end den var før prisstigningen.

Kilde: Den Europæiske Centralbank

De Økonomiske Vismænd anslår, at inflationen i 2023 vil lande på 5,1 procent.

Danskerne har næste år udsigt til at skulle finde 2000 kroner mere i budgettet hver måned. Det vurderer PFA. (Arkivfoto).
Danskerne har næste år udsigt til at skulle finde 2000 kroner mere i budgettet hver måned. Det vurderer PFA. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS