Randers-træner i voldsomt raserianfald

Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Randers-træner Colin Todd har temperament. Det fik de tilstedeværende sportsjournalister på AutoC Park i hjertet af den kronjyske by ført bevis for, efter hans tropper med 1-1 mod Brøndby havde forpasset deres chance for at vinde bronzemedaljer.

Sent ankom han til den såkaldte mixedzone, hvor journalister møder spillere og trænede.

På det tidspunkt var pressens udsendte i gang med at interviewe Brøndby-spillerne, men ventetiden fik ham til at tænde af.

»De eneste, I koncentrerer jer om, er FCK og Brøndby. Men her i Randers gør vi det altså også godt. Jeg synes, at vi fortjener ros, men det er I ikke parate til at give os den,« råbte Colin Todd og tilføjede:

»Vi dominerer kampen i dag, men spillerne får ingen ros. Deres træner (Thomas Frank, red.) sagde, at de ville komme og vinde. Det brugte jeg som motivation i omklædningsrummet overfor mine spillere.«

Før vinterpausen lå Randers nummer tre i Superligaen – fire point foran Brøndby.

»Medierne skal stoppe med at fokusere på det negative. Vi er endt på fjerdepladsen, men alligevel får vi ingen anerkendelse. Medierne ville være glade, hvis vi blev nummer otte.« sagde han og blev bakket op i sit synspunkt af Alexander Fischer, der kort før pausen havde bragt Randers foran 1-0.

»Der er altid mere fokus på Brøndby og FCK, mens vi tager det lidt mere stille og roligt. Jeg synes, at vi har gjort det fremragende i denne sæson, og det fortjener vi da ros for. Jeg synes, at det er flot, at vi med fjerdepladsen i Superligaen er klar til at spille Europa League-kvalifikation,« sagde Alexander Fischer med lavmælt stemmeføring og et let træk på skulderen.

Powered by Labrador CMS