Rapport: UCI-toppen holdt hånden over Armstrong

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Bjarne Riis og Alexandre Vinokourov har udtalt sig til stor rapport, der kortlægger dopingmisbrug i cykling.

Ledelsen i den internationale cykelunion, UCI, har i flere tilfælde hjulpet den tidligere Tour de France-vinder Lance Armstrong med at forsvare sig mod massive dopinganklager, han blev ramt af i sin aktive karriere.

Det fremgår af en 228 sider lang rapport, som UCI’s særlige kommission til kortlægning af doping, CIRC, har offentliggjort natten til mandag dansk tid.

Tinkoff-Saxo-manager Bjarne Riis og Astana-sportsdirektør Alexandre Vinokourov er blandt de 174 navne, som CIRC-kommissionen har talt med i løbet af den 13 måneder lange undersøgelse.

Ingen nye dopingafsløringer

Rapporten kommer ikke med nye dopingafsløringer, men den sætter de tidligere UCI-bosser Hein Verbruggen and Pat McQuaid i et særdeles dårligt lys, fordi de ifølge rapporten i flere tilfælde har givet Lance Armstrong positiv særbehandling i forbindelse med dopingundersøgelserne mod den mangedobbelte tourvinder.

For eksempel fik Armstrongs advokater adgang til at ændre formuleringer i den uafhængige UCI-rapport om Armstrongs dopingmisbrug, før den blev offentliggjort.

– Der er blevet identificeret adskillige tilfælde, hvor UCI-lederskabet “forsvarede” eller beskyttede Lance Armstrong og tog beslutninger, fordi de ville være til hans (Armstrongs, red.) fordel. Det gjaldt i tilfælde, hvor der var stærke grunde til at mistænke ham for doping, står der i CIRC-rapporten.

Derudover nævner rapporten en lang række tilfælde, hvor især Pat McQuaid har hjulpet Armstrong med at klare frisag mod de mange dopingbeskyldninger, der var rettet mod amerikaneren i hans aktive karriere.

Opfordrer Riis og Vinokourov til at fortælle, hvad de ved

Det er velkendt, at både Bjarne Riis og Alexandre Vinokourov i deres tid som cykelryttere var særdeles aktive brugere af doping, og den nuværende UCI-boss, Brian Cookson, har opfordret dem til at fortælle, hvad de ved.

Det har indtil nu været uvist, om de har villet bidrage til CIRC-rapporten.

Lance Armstrong, Michael Boogerd, Chris Froome, Tyler Hamilton, Jörg Jaksche, Michael Rasmussen, Andreï Tchmil og Bobby Julich er blandt de andre nuværende og tidligere cykelryttere, der står frem.

Flere andre danskere er også blevet interviewet. Det drejer sig om DCU-direktør David Gullberg, Anti Doping Danmarks tidligere direktør Lone Hansen og læge Rasmus Damsgaard, der har lavet interne dopingtest for både det daværende CSC og Astana.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS