Rav, sand og sjældne sten: Hvad må man tage med hjem fra stranden?

Der er ikke bare frit lejde til at tage ting med hjem fra de danske strande

Fra klitområderne bag stranden er det forbudt at samle ting. (Foto: Henning Bagger/Scanpix)
Udgivet Opdateret

Hvad må man tage med hjem fra stranden, når man finder rav eller smukke muslingeskaller på de danske strander – eller bare trænger til en stor portion sand?

Det kommer for det første an på, hvem der ejer stranden – for på private strande gælder den private ejendomsret – og der skal du spørge, uanset om du snupper en sten eller en skovlfuld sand.

Der er dog et ‘trick’, der gælder for private strande. Man skal kende til det, der hedder “højeste daglige vandstandslinje” – det er det sted, hvor højvandet når til på en strand. For er du under den linje, hører stranden til søterritoriet, og du må gerne samle ind – men skal passe på våde fødder.

Men langt fra alle danske strande er private. I Danmark er rigtigt mange strande offentlige – de er ofte ejet af Naturstyrelsen eller kommunen, og her gælder andre regler end på private strande.

I skoven må du tage det med hjem, der kan være i en hat… men hvad må man tage med hjem fra stranden?

Med mindre du har en helt vildt stor hat, så må du tage mere med hjem fra stranden, end du må, når du for eksempel plukker svampe i skoven.

For skal du for eksempel samle sand til din terrasse, må du have, hvad der kan fragtes hjem uden hjælpemidler. Her tæller en spand ikke som et hjælpemiddel – men det gør en trillebør.

Vil man fragte ting hjem i større mængder, skal der spørges om lov ved myndighederne – typisk Naturstyrelsen, Kystdirektoratet eller kommunen.

For ofte kan strandstrækningerne være dækket af naturbeskyttelsesloven eller råstofsloven, og så får man altså ikke lov. I klitområder er det også totalforbudt at hente ting med hjem.

Kilder: Bolius, Miljø- og Fødevareministeriet.

Powered by Labrador CMS